I Fraugde i det sydøstlige Odense bor Inge Jagd Sørensen sammen med sin mand. Fra hendes bopæl er der lige omtrent 90 skridt ud til Fynske Motorvej, og støj er derfor en fast del af deres hverdag.

Senest rykkede larmen fra motorvejen ind i Inge Jagd Sørensens stue, da fartgrænsen på motorvejen blev hævet fra 110 kilometer i timen til 130. Og Inge følte sig til grin, for der var ikke meget hjælp at hente i byrådet i Odense eller på Christiansborg.

Men i et nyt svar fra transportminister Benny Engelbrecht (S) til transportudvalget fremhæver ministeren, at støj fra trafikken er et meget vigtigt emne for ham.

»Jeg er meget opmærksom på de gener og helbredsmæssige konsekvenser, som støjen medfører,« skriver ministeren blandt andet i svaret.

Helt konkret er Benny Engelbrecht blevet bedt om at svare på, hvornår der vil kunne gøres noget ved støjproblemerne i Odense.

Og det er et spørgsmål, som ikke kun transportudvalget, men også Inge Jagd Sørensen og resten af medlemmerne i den lokale støjgruppe i Odense ønsker svar på.

Ud fra ministerens svar kan det dog godt have lange udsigter.

Her fremhæver han nemlig aftalen om en infrastrukturplan, der gælder frem til 2035, hvor der er afsat tre milliarder kroner til støjbekæmpelse. Men hvornår den bekæmpelse går i gang, er en anden sag.

»Jeg har netop indledt drøftelser med forligspartierne bag aftalen om, hvordan vi løbende skal udmønte puljen for at reducere støjen fra vejene. Jeg er opmærksom på, at Fynske Motorvej har nær beliggenhed til flere boligområder, hvor støj fra motorvejen udgør et væsentligt problem,« skriver Benny Engelbrecht.

Ét af de steder, hvor støjbekæmpelsen sættes i gang i 2022, er ved Thujavej i Dyrup.

Men i Fraugde, hvor Inge Jagd Sørensen bor, tyder noget på, at hun må vente til udvidelsen af E20, som begynder i 2025. Her vil der nemlig også blive opsat støjafskærmning.

»Det er virkelig trist, at vi nu ikke kan lukke døre og vinduer og slippe for støjen. Det er jo ikke sundt,« siger Inge Jagd Sørensen om den ny situation med støj i Fraugde, der altså har lange udsigter til at blive løst.