Med bevægende taler af blandt andre en overlevende for holocaust blev det officielle tyske mindesmærke for Europas seks millioner myrdede jøder tirsdag indviet.

Bevægende taler, jødisk kaddishbøn og skrappe sikkerhedsforanstaltninger dannede tirsdag i Berlin rammen om indvielsen af Tysklands officielle mindesmærke for Europas seks millioner jøder, der blev myrdet af nazisterne.

17 år efter at en række ikke-jødiske tyskere fik idéen til at mindes ofrene for holocaust, vedkender Tyskland sig nu med mindesmærkets 2711 mørkegrå betonplader sin histories mørkeste kapitel midt i hovedstadens centrum.

- Mindesmærket skal være med til at holde vores erindring om ofrene i live. Mit hjerte er fyldt med sorg og taknemmelighed i dag, sagde en af initiativtagerne, journalisten Lea Rosh, i sin tale for de over 1000 gæster ved indvielsen, der fandt sted i et stort telt med udsigt til mindesmærkets grå flader.

Formanden for jødernes centralråd i Tyskland, Paul Spiegel, beklagede dog i sin tale, at det kun er jøderne og ikke alle ofre for nazisterne, der nu har fået et mindesmærke.

/ritzau/