En yngre mand er i kritisk tilstand efter et muligt knivstikkeri på Østerbro i København.

Meldingen kom kort efter klokken otte fra et bosted på Carl Nielsens Allé.

»Der har været noget uro og noget tabernakel. Vi har fået lidt forskellige meldinger om, hvad der er sket. Men vi har fået fat i en fyr, der er kommet til skade med noget, der ligner et knivstik. Han er kørt til behandling på hospitalet.«

Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi, Kristian Rohden.

Umiddelbart efter afspærrede politiet et område omkring bostedet.

Politiet oplyser efter frokost, at manden er i kritisk tilstand og kørt til Rigshospitalets TraumeCenter.

»Vi har endnu ikke klarhed over, hvad der er sket. Lige nu holder vi alle muligheder åbne,« siger vagtchefen.

Politiet har endnu ikke flere oplysninger i sagen.