»Har du hørt om MitID? Det har svindlerne også, og de benytter desværre lejligheden til at forsøge at snyde dig på nettet.«

Sådan skriver Midt- og Vestsjællands Politi fredag på Twitter.

De opfordrer derfor borgerne til aldrig at udlevere deres NemID til andre. Og fastslår, at al kommunikation om mitID udelukkende foregår via e-Boks.

Derfor skal alle andre henvendelser om MitID ignoreres.

»E-mails, opkald og sms'er om MitID er ikke troværdige. Heller ikke selv om det ser ud som om, henvendelsen kommer fra din bank eller Digitaliseringsstyrelsen,« skriver Midt- Og Vestsjællands Politi.

Midt- Og Vestsjællands Politi opfordrer i samme omgang til, at man tager kontakt til sin bank, hvis man alligevel er i tvivl.

Det er ikke første gang, at der advares om falske henvendelser fra Digitaliseringsstyrelsen.

Tidligere på ugen talte B.T. med Sara Price, som er pressechef hos Digitaliseringsstyrelsen. Hun fortalte, at Digitaliseringsstyrelsen aldrig beder om personlige oplysninger, koder eller billeder af nøglekort.

»Inden længe skal NemID overgå til MitID, og det har flere desværre fundet ud af kan være en vej til nye phishingangreb,« fortæller Sara Price onsdag til B.T.

Også hos Danske Bank oplever de, at svindel på telefonen er et stort problem.

»Det er en stigende tendens, at folk bliver udsat for svindel gennem deres telefoner. Det oplever vi tit, faktisk hver dag,« fortalte Ketil Clorius, der er chef for svindelbekæmpelse i Danske Bank.