Det er næsten som taget ud af en film, men den er god nok.

I sommeren 2021 mødte danske Iris Jondahl tilfældigt den svenske motorsportsstjerne Marcus Ericsson på en ferie i Marbella.

Kærligheden voksede, og for et år siden blev parret gift. Hurtigt, hemmeligt og delvist af praktiske årsager, fortæller det skandinaviske par til Expressen.

Da 24-årige Iris Jondahl var færdig med sine økonomistudier i København, ønskede hun at flytte sammen med Marcus Ericsson i USA, og der gjorde brylluppet det lettere at få visum.

Parret bor i dag sammen i USA.
Parret bor i dag sammen i USA. Foto: Privat
Vis mere

Derfor kan hun nu opholde sig i parrets hjem i motorsportsbyen Indianapolis, og det er hun sandsynligvis godt tilfreds med. Der er nemlig ikke en finger at sætte på det vilde hjem i tre etager, som ligger omgivet af grønne områder i byens mest eksklusive boligområde.

»Hvert gæsteværelse har sit eget toilet. Og vi har i alt fem soveværelser. Hvert soveværelse har også et fjernsyn. Jeg tror, vi har otte fjernsyn,« fortæller 34-årige Ericsson til Expressen, hvorefter Jondahl afbryder.

»Nej, det bliver ni. Vi har også et tv på terrassen,« siger hun, inden parret bryder ud i grin.

Og der er en ganske god grund til de mange tv.

»Jeg har været nødt til at love mine fysiske trænere at hvile mere og se mindre hockey. Der bliver ikke så mange sene kampe fra vestkysten længere. Men jeg elsker hockey og ser flere kampe om ugen på tv,« siger han.

Huset byder også på pool, fitnesscenter, stor tv-stue, indbygget vinkøleskab og en garage med tre biler, heriblandt en Corvette Z06, som han fik, da han vandt det legendariske løb Indy 500.

Hvordan parret fejrede sejren dengang kan du læse mere om HER.