Nu bliver det markant billigere at oplade elbilen hos Norlys' offentlige ladestandere.

På det tidspunkt gennemfører ladegiganten nemlig prisnedsættelser på både lynladere og 'normale' ladestandere.

Det fortæller Ellen Trolle, som er direktør i Norlys' ladestanderforretning, til B.T.

Helt konkret sætter Norlys prisen på de normale ladestandere ned fra 3,95 kroner pr kWh til 2,49 kroner. Det er en prisnedsættelse på 1,46 kroner pr kWh, og det svarer til 37 procent.

For lynladerne gør det sig gældende, at Norlys sænker prisen med 46 øre pr kWh, så strømmen fremover koster 3,49 kroner pr kWh.

»Det hænger langt hen ad vejen sammen med, at vi selvfølgelig gerne vil have flere til at lade op hos os, og vi ved, at prisen spiller en ekstremt stor rolle for de fleste elbilejere,« siger Ellen Trolle til B.T.

Hvorfor er der forskel på de to nedsættelser?

»Vi har længe haft et rigtigt stort ønske om at adskille prisen på de to typer af opladning,« siger Ellen Trolle.

»For de 20-25 procent af danskerne, som har en bopælsform, hvor det ikke er muligt at have hjemmeopladning, vil normalladerne i det offentlige rum fungere som deres hjemmelader.«

»De kan ikke lade hjemme, så de lader typisk bilen stå til opladning hen over natten. Det er dem, vi gerne vil gøre elbilen endnu mere attraktiv for,« forklarer Ellen Trolle.

Ellen Trolle, direktør for Norlys' ladestanderforretning.
Ellen Trolle, direktør for Norlys' ladestanderforretning. Foto: nilskrogh v/clienti a/s
Vis mere

For lynladerne gør det sig ifølge Ellen Trolle gældende, at det typisk er opladning, der sker, når folk er på farten og har brug for en halv times opladning, mens de får noget at spise eller holder pause.

Hos FDM glæder forbrugerøkonom Ilyas Dogru sig over udviklingen.

»Der findes et A- og et B-hold blandt elbilejerne, og B-holdet er dem, der ikke kan lade hjemme og udnytte svingende priser og lade elbilen, når strømmen er billigst,« forklarer han.

»Når Norlys sætter prisen på langesomme ladere ned nu, så synes jeg, at det betyder, at markedet for B-holdet også begynder at flytte sig,« tilføjer Ilyas Dogru.

Han forklarer, at prisnedsættelser som denne fra Norlys, vil betyde, at flere danskere, der hidtil har benyttet sig af andre løsninger til udeladning nu med fordel kan overveje at skifte.

Nu er Norlys' listepris således den billigste på markedet for normalladning sammen med OK, oplyser Ilyas Dogru.

»Hvis man kører mindre end 17.000 kilometer årligt og bor i nærheden af en Norlys- eller OK-ladestander, så kan man med fordel overveje at lade ad hoc,« siger han. 

Ellen Trolle kalder det 'et drømmescenarie', at man en dag i fremtiden måske også kan tilbyde dynamiske priser på udeladning.

Dynamiske priser betyder altså her, at prisen på opladning falder, hvis man oplader i de tidsrum, hvor strømmen er billigst.

Der er imidlertid endnu et stykke derhen, understreger hun.

»Det er nemmere sagt end gjort, og jeg tror, at alle elementer i markedet skal være noget mere modne, før det bliver den løsning, vi kommer til at se,« siger Ellen Trolle.

Prisnedsættelsen er allerede nu i gang med at blive udrullet hos Norlys i hele landet. Ellen Trolle forklarer, at den efter planen er gennemført alle steder senest søndag.

Måske er der flere andre steder, du kan spare penge på bilen?

I dette afsnit af Spar Kassen, som er B.T.s forbrugerpodcast, kan du få gode tips til at spare på alle de mange omkostninger til bilen.