I en ny serie tjekker B.T. de kendtes forhold til hestekræfter. I denne uge iværksætter og tidligere reality stjerne Gustav Salinas, hvis kærlighedsforhold til biler er noget helt særligt, men efter at have brugt en kvart million på reparationer kalder én særlig bil for en LORTEBIL.

Mit forhold til biler er…

»Årh, det er ren kærlighed. Det er som sex for mig. Jeg er afhængig af biler, det er en lykkefølelse. Sådan har jeg altid haft det.«

»En bil er lig med frihed for mig, muligheden for at tage nøglen og tage hen, hvor du vil. Indbegrebet af den liberale tankegang.«

Da jeg tog kørekort…

»Gik det ad lort til, for jeg dumpede to gange, fordi han sagde, at jeg ikke drejede hovedet nok, og jeg blev ved med at sige til ham, at det var fordi, jeg havde hold i nakken. Men det gik ikke.«

»Jeg havde allerede kørt i bil i forvejen, havde fået lov til at prøve min mors bil, da jeg var 16-17 år, så jeg kunne godt køre bil.«

»Tredje gang drejede jeg så hovedet nok, så jeg kunne bestå.«

Min første bil…

»En Fiat Punto. Det var faktisk det vildeste, jeg nogensinde havde oplevet, for jeg købte den kontant, 75.000 kroner.«

»Den var brugt, havde sportstag, to døre og var hvid og sort. Og jeg lover dig, den første bil er ligesom den første kæreste. Du behandler den, som var den guld værd.«

»Jeg var ude at tjekke den hver tredje time for at se, om der var kommet nogle ridser, folk fik ikke lov til at spise i den.«

»For mig var det lige så vildt som at have en Ferrari. 18 år, den første bil, og man har selv købt den. Jeg havde den faktisk i to år, så gik jeg videre til en Audi TT.«

Gustav Salinas bag rattet i sin bil nummer to, en Audi TT Cabriolet.
Gustav Salinas bag rattet i sin bil nummer to, en Audi TT Cabriolet. Nikolai Linares

Min nuværende bil…

»Det er en Mercedes EQC, 400 hestekræfter. En fantastisk bil. Tung, hurtig. Det er en god og dyr bil, men ikke en blærebil, så man kan sagtens køre uden, at folk får ondt i røven.«

»Først og fremmest gør den mig rigtig glad, for det er en billig bil at have. Før havde jeg en Hummer H2, som kostede mig 8.000 kroner om måneden alene på brændstof. Nu bruger jeg 800 kroner på el.«

»Udover at give mig økonomisk glæde, kører den pissehurtigt, og hvis der er en eller anden irriterende type, der spiller smart, så kan jeg sagtens køre fra ham.«

Det vildeste, jeg har oplevet i en bil, er…

»Det er, når jeg kører galt. Efter min Audi TT gik jeg over til en BMW 335i, og den trækker jo kun på to hjul og ikke fire som Audien.«

»Jeg var ude at køre hurtigt på landet og ville gerne lave en drejning, hvor jeg lavede nogle bremsespor. Så det gjorde jeg, og så knækkede alle hjulene, og jeg fløj ud på marken.«

»Heldigvis rullede den ikke rundt. Det havde ikke været godt, for jeg havde åbent sportstag. Der var jeg lidt bange og det kildede også i maven, men der er heldigvis aldrig sket noget med mig.«

»Jeg havde også en anden episode med den BMW i en vaskehal. Det var også noget af et mareridt. Så den der BMW var en dæmon, den var ond.«

Min største værkstedsregning…

»Arj, det var forfærdeligt. Efter at jeg havde haft en KIA, fordi jeg tænkte, at jeg skulle spare, købte jeg en Audi Q7. For fuck, når du elsker biler, skal du have en ordentlig bil.«

»Så da jeg fik jeg tilbudt en Audi Q7 til 400.000 kroner, tænkte jeg: 'hold kæft det er billigt'. For den koster to millioner fra ny.«

»Efter tre uger gearkassen i stykker. Så gik bremserne i stykker. Jeg tror, at jeg brugte 250.000 bare på at reparere den lortebil.«

»Til sidst kunne jeg ikke mere, så jeg endte med at sælge den for 150.000.«

»Jeg har tabt så mange penge på den bil, og jeg kan huske, at jeg græd altid, når jeg skulle hente den på værkstedet.«

»Audi Q7 med en V8 motor er en LORTEBIL, og den største fejltagelse jeg nogensinde har begået.«

Det er ikke kun muskler, der interesserer Gustav Salinas. Han elsker også hestekræfter. Mange af dem.
Det er ikke kun muskler, der interesserer Gustav Salinas. Han elsker også hestekræfter. Mange af dem. Sarah Christine Nørgaard/BT

Dummeste fartbøde…

»Fartbøde? Jeg tror, at det dummeste, jeg har fået, er et klip i kørekortet, fordi jeg har haft min lortetelefon på mig. Og det er så irriterende.«

»Men i min nye bil er der så meget teknologi, at jeg ikke har kunnet finde ud af at koble min telefon til computeren. Og så har jeg svaret min telefon, når den har ringet og fået klip i kortet og en bøde for det.«

Når det kommer til parkering, er jeg…

»Verdens bedste. Jeg kan parkere hvor som helst. 'Hvordan kan du Gustav?', spørger folk. Men det kan jeg bare. Jeg er fucking god til det.«

»Jeg tror, at det er fordi, at jeg altid har haft store biler, så jeg har lært at kunne presse bilen ind hvor som helst.«

»Jeg har altid haft bil og lejer også altid, når jeg er i udlandet. Så jeg er ikke bange. Og når først du har prøvet at køre i Sydamerika og Italien eller Asien, så er Danmark jo peanuts.«

Hver måned koster min bil mig cirka…

»Den er billig, for jeg har købt min bil kontant, så jeg skylder ikke en krone, betaler kun for el og forsikring. Så måske 1.000 til 1.500 i alt?«

»Jeg køber altid mine biler kontant, for jeg gider ikke det der leasing-pis. Jeg ved godt, at det er tarveligt, men som jeg plejer at sige: leasing er for dem, der lever et liv, som de ikke har råd til.«

»Jeg kunne da også godt tænke mig en Ferrari og kunne lease en, men når jeg ikke har råd til at købe den, så er det nok fordi, jeg ikke skal have den nu.«

Så frygtindgydende ser den ud, en Hummer H2, som Gustav Salinas var den lykkelige ejer af indtil for nylig.
Så frygtindgydende ser den ud, en Hummer H2, som Gustav Salinas var den lykkelige ejer af indtil for nylig. Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix

Min drømmebil…

»Det er helt klart Hummeren. H2. Det er den største fejltagelse, at jeg solgte den.«

»Den var fandeme ikke praktisk, men den gjorde mig rigtig lykkelig. Den var virkelig bedre end sex.«

»Den er behagelig, du føler dig sikker, og når du kører i en Hummer, er der ikke nogen dumme cyklister, der kommer tæt på dig. De er bange for dig.«

»Cyklister i København er pisseirriterende, for de tror, at de må alt. At der er en særlov for folk, der cykler, så de må køre over for rødt, og hvad ved jeg.«

»Men når du sidder i en Hummer, så fjerner de sig, for så er de bange for at blive kørt over. Det er overmagten, der kommer der, og det er bare virkelig rart.«

»Nu vil jeg gerne køre på el, for jeg vil gerne være en del af den generation, der gør en forskel for verden, og det kan jeg jo ikke være, hvis jeg kører rundt i en Hummer og spreder masser af lort ud i Københavns by.«

»Der er faktisk lavet en Hummer på el, og den kunne jeg virkelig godt tænke mig. Men den er meget meget dyr, tre millioner kroner. Så der går lige lidt tid, tror jeg.«

Læs også:

»Jeg ææælskede simpelthen den bil. Det var min første, jeg købte den brugt, den var rød, og det var så fedt med de der klaplygter.«Mig og min bil med Annette Heick: Mit forhold er en smule perverst

I en ny serie tjekker B.T. de kendtes forhold til hestekræfter. I denne uge skuespiller og sanger Annette Heick, som var lovlig kæk til køreprøven og aldrig glemmer sin første kærlighed på fire hjul.

Mit forhold til biler er…

»En lille smule perverst. Jeg kan virkelig godt lide biler, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver voksen på det punkt.«

»Det er ikke sådan, at jeg kun kan lide racerbiler. Komfort betyder også meget, for jeg kører normalt op mod 50.000 km om året.«

»Lige nu har vi – eller det vil sige Jesper – en Volvo XC60, som er til den praktiske side, og som vi kører på ferie i hele familien.«

»Det er kram, man kan føle sig tryg, og når den har kørt 500.000 km, er der stadig 500.000 tilbage i den.«

Da jeg tog kørekort…

»Allerførste gang gik det slet ikke. Jeg bestod teorien, men til den første køreprøve kom jeg ikke særlig langt.«

»For vi nærmede os et lyskryds, og da det blev gult, mente jeg, at der var for kort til, at jeg kunne nå at bremse. Det mente den motorsagkyndige ikke, så han bremsede for mig, og så vendte vi om.«

»Men jeg kom op igen næste dag og fik kortet der. Det er 35 år siden.«

Min første bil…

»Det var en Mazda 323F. Og det er vigtigt med F’et, for den skilte sig meget ud, fordi den havde de der klaplygter.«

»På det tidspunkt var der to nye udgaver af Mazda: En MX5 og så 323F. Den første var en rigtig sportsvogn, den anden en wannabe sportsvogn.«

»Men jeg ææælskede simpelthen den bil. Det var min første, jeg købte den brugt, den var rød, og det var så fedt med de der klaplygter.«

Min nuværende bil…

»Lige nu har jeg slet ikke nogen bil, for jeg solgte min Maserati i september og har siden taget toget.«

»Normalt kører jeg landevejene tynde, men i år har jeg stort set kun spillet i København, så at have en pissedyr bil for at køre til Holte station er simpelthen for dumt.«

»Men det er faktisk et ret godt tidspunkt ikke at have bil. For hvis du ser på elbilmarkedet, er priserne bare gået op og ned, og folk er brændt inde med biler, de har købt. Så jeg er lykkelig over ikke at have en bil.«

»Og når jeg skal, har jeg ingen idé om, hvad jeg skulle have for én. El? Benzin eller diesel? En lille én som jeg bare kører til stationen i? Eller et ordentligt lokum som jeg plejer?«

»Jeg er helt pas, og stadig i tvivl om elbiler er fremtiden. Toyota har jo for eksempel gang i nogle vildt spændende ting med en helt ny type brændstof, som jeg følger. Så indtil videre er det DSB, der bestemmer.«

Det vildeste, jeg har oplevet i en bil, er…

»Jeg har oplevet virkelig meget, for jeg har en vanvittig track-record med spritbilister, som jeg har fanget og meldt.«

»Den første kom jeg i retten med, den næste var på stoffer, så var der én på Grenåvej, som ikke var fuld, bare virkelig træt, eller dengang hvor Rasmus Nøhr var med i bilen, og vi forfulgte én, der var på stoffer, hele vejen til Hotel Bella Sky, hvor politiet kom og omringede hotellet.«

»Jeg ved ikke, hvad fanden det er med mig og alle de crazy oplevelser, jeg har haft med at få dem stoppet, inden de kører nogen ned. Det er helt tosset.«

»Egentlig ville jeg helst være fri, og der må jo være andre, der ser det, men det betyder selvfølgelig noget, at jeg kører så mange kilometer på nogle ydertidspunkter om natten.«

Min største værkstedsregning…

»Pyh, det er en meget lang historie. Da vi boede i Sverige, havde vi ikke krog på vores bil, så derfor lånte vi naboens Mercedes og hentede en trailer på et værksted.«

»På en græsmark skulle vi så koble traileren af. Men da værkstedet koblede den til, havde idioterne sat ekstra wire rundt om nogle ledninger under bilen, som sjovt nok var koblet til gearkassen og derfor blev trukket ud af gearkassen, da vi flyttede bilen.«

»Ind på værkstedet igen. Og gå til bekendelse hos naboen.«

»Da vi var færdige, skulle Jesper aflevere traileren på værkstedet, men kom til at lave et forkert sving og fik bulet bilens ene skærm. Så tilbage på værkstedet, rette bule og få den malet.«

»Det var naboen med god grund ret ked af, så da bilen var færdig, ville jeg ikke aflevere den med en nymalet skærm, mens resten var ret beskidt efter at have kørt på græsmark, så jeg kørte i vaskehal, sad i bilen og ville høre noget radio, men hørte en anden lyd.«

»What the fuck, tænkte jeg. Så mig ud af bilen, mens vandet silede ned. Og så viste det sig, at når man på en gammel Mercedes tænder radioen, så kører antennen op. Den var så blevet rullet ind i vasketromlen, var kværnet ind i siden og havde skrabet al maling af.«

»Tilbage på værksted – for tredje gang på en uge – og få anden side malet. Fuck, et mareridt.«

»Jeg kan ikke huske, hvad det endte med at koste, men det var fem cifret. Og det var rædsomt.«

Dummeste fartbøde….

»Jeg kan nærmest ikke huske at have fået én, så mange år er det siden. Jeg får stort set aldrig bøder, for jeg kører meget sjældent for stærkt og har heller aldrig fået et klip.«

»Så jeg har højest og måske engang fået en 500 kroners bøde.«

Når det kommer til parkering, er jeg…

»Så er jeg en motherfucker til at svinge bilen ind i en parallelparkering.«

»Maseratien, jeg havde før, var lang ad helvede til og havde voldsomt mange advarselslyde, når man parkerede.«

»En dag skulle jeg parkere inde bag Det Kongelige Teater, og den sagde ikke bip, så jeg tænkte, at der var fin afstand, parkerede, gik ud og så: 'what the fuck?'.«

»Jeg havde bare nailet den. Det så ud, som om nogen var kommet oppefra og havde sænket bilen ned. Jeg fattede ikke, hvordan jeg fik den ind.«

»Det viste sig, at bip-knappen var i stykker, derfor sagde den ikke noget, så jeg troede, at alt var fint, bum. Hold nu kæft.«

»Så parallelparkering? Jeg vil til enhver tid deltage i en konkurrence om det. Det kan jeg bare.«

Hver måned koster min bil mig cirka…

»0 kroner. For jeg har ikke nogen.«

Min drømmebil…

»Det var den Maserati GranCabrio, som jeg havde indtil september. Jeg havde den i over to år, og det var sjovt at opleve reaktionerne på den.«

»Jeg havde lidt ventet, at det ville være en bil, der delte vandene, at jeg ville fremstå som smartass, men folk elskede den.«

»Jeg oplevede nærmest dagligt klapsalver, at folk råbte hurra, at børn opfordrede mig til at dytte, og at rigtig mange kvinder gav mig komplimenter.«

»Det var en bil med noget oldschool over sig. Der var lidt blød hat og cigar, noget distingveret over den. Alle kunne relatere til den.«

»Så det var den fedeste bil nogensinde, men det gav ikke mening at beholde den længere, for det ville være helt latterligt at køre i en Maserati ned til stationen for at tage toget til byen.«

»Mine børn var ikke begejstrede. 'Hvad laver du? hvorfor skal vi ikke have den? er du blevet sindssyg?' Så måtte jeg sige til dem, at de så helt forkert på det. 'I skal sige hold kæft hvor var det sjovt, da vi havde den'. For det var dét, det var.«

Læs også: