Grænsen for den fri abort bliver hævet til 18 uger. Det glæder Enhedslisten, der dog gerne ser den hævet til 22 uger. Men argumenterne leder ned ad en farlig vej.

Det var ligestillingsordfører Rosa Lund, der tog debatten med os i Borgerlig Tabloid. Os, der ønsker at bevare den gamle grænse, har jo allerede tabt, men det var stadig interessant at diskutere:

Hvorfor kæmper venstrefløjen for højere abort, og hvorfor er det især borgerlige, der er imod?

Rosa Lunds vigtigste argument for en grænse på 22 uger er det såkaldte »levedygtighedsargument«. Det betyder, at man begynder at tage hensyn til barnets liv, når det ville kunne holdes i live uden for moderens krop.

Men argumentet om levedygtighed leder ned ad en farlig vej: For der findes mange mennesker, der ikke er »levedygtige«. De tæller både personer med handicap og syge.

Rosa Lund fremførte også, at der må være forskel på et foster, der er ønsket, og et, der ikke er. Det er et fundamentalt opgør med et bærende princip i vores kultur:

At ethvert menneskeliv har lige meget værdi.

Det er i bund og grund en kristen idé. Den idé er blevet forkastet af samtlige totalitære regimer, og det har ført til udryddelsen af personer med handicap, svage og uønskede etniciteter.

Derimod er den kristne idé overvintret og er blevet en del af det borgerlige tankegods sammen med ideen om, at staten blandt de vigtigste opgaver skal beskytte de svage mod de stærke.

Selv er jeg tilhænger af den gamle grænse. Abort er en afvejning mellem kvindens ret over egen krop og barnets ret til at leve. På et tidspunkt er fostret mere et barn end en klump celler og fortjener en form for beskyttelse.

Derudover tror jeg som borgerlig på, at med frihed følger ansvar. Kvinden, der bliver gravid ved et uheld, skal ikke dømmes. Men netop kvindens frihed kan altså medføre graviditet.

Det kan og skal vi ikke lovgive os ud af. Vi borgerlige ved godt, at vi aldrig kan lovgive os til fuldstændig lighed. Det er en utopi.

Vi arbejder ikke mod at skabe himmel på jord men mod at undgå, at samfundet bliver helvede på jord. Den bestræbelse begynder med at sikre respekten for alle liv – både de stærke og de svage.

Astrid Johanne Høg

Denne leder blev skrevet i en fælles samtale i slutningen af onsdags episode af Borgerlig Tabloid – podcasten fra B.T.s debatredaktion, der alle hverdage sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder.

Podcast

Rosa Lund: ‘Nu siger jeg noget lidt provokerende om jer…’

Der er næsten ingen grænser for hvor meget Enhedslisten vil hæve abortgrænsen, så længe de har lægevidenskabelige argumenter i hånden. Og selvom de har foreslået en grænse på 22 uger, var det i sidste uge ‘en stor sejr’ for dem, da grænsen blev rykket til uge 18. Vi er imidlertid imod at hæve grænsen for fri abort. Rosa Lund er i studiet, og sammen diskuterer vi, hvorfor venstreorienterede og borgerlige ser SÅ forskelligt på spørgsmålet. Vært: Astrid Johanne Høg, debatredaktør på B.T . B.T.-medvært: Joachim B. Olsen, politisk kommentator på B.T.  Gæst: Rosa Lund ligestillingsordfører for Enhedslisten Tilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer: Kasper Riising  Programansvarlig: Astrid Johanne Høg Få borgerlig debat direkte i din indbakke ved at skrive dig op til nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Astrid Johanne Høg:  https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke

Borgerlig Tabloid - Nyhedsbrev

Få borgerlig debat fra debatredaktør Astrid Johanne Høg direkte i din indbakke

Jeg giver hermed tilladelse til, at B.T.sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anforte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.