Helsingør Kommune advarer nu på Facebook om et nyt og farligt rusmiddel i omløb i lokalområdet.

Stoffet kommer i form af en væske til såkaldte puff bars – en slags e-cigaretter, som flere unge bruger.

Denne specifikke væske, som kommes ind i e-cigaretten, fordampes og inhaleres, har vist sig at være potentiel livsfarlig.

Det oplyser Helsingør Kommune, som har fået testet den hos en biokemiker.

»Vi var så heldige at få en puff bar af nogle forældre til en ung, som var blevet dårlig,« siger Flemming Licht, afdelingsleder i kommunens rusmiddelbehandlingstilbud Helsingung, til B.T.

Testen viste, at der var tale om stoffet MDMB-4en-PINACA, der i et studie fra 2023 kædes sammen med en dødelig overdosis hos en 26-årig mand.

Den unge i Helsingør Kommune, som indtog stoffet, var i udskolingalderen.

»Vedkommende 'forsvandt', blev sløv og ukontaktbar og havde ikke føling med, hvad der foregik omkring ham eller hende,« uddyber Flemming Licht.

Den unge har ikke ønsket at sige, hvor han eller hun havde fået stoffet fra.

Flemming Licht oplyser, at SSP i Helsingør Kommune er i kontakt med politiet om sagen.

I kommunen kender man til i alt fire unge, som er blevet dårlige efter at have røget puff bars. Man ved dog ikke, om de resterende tre også har indtaget MDMB-4en-PINACA.

Flemming Licht fortæller, at puff bars er en nyere tendens i Helsingør Kommune.

»Det er noget, som vi i behandlingskredse har hørt og læst om, men det har altid været andre steder,« siger han.

Han ser det som 'et tveægget sværd' at advare offentligt om nye stoffer, fordi det kan gøre nogle unge interesseret i stofferne.

»Men biokemikeren sagde, at han ikke syntes, at man kunne sidde det overhørig,« siger Flemming Licht om det nye stof, »for det er sådan set dødeligt«.