Han er nummer et i verden og har vundet alle de største badmintonturneringer.

Alligevel er Viktor Axelsen ikke tilfreds. For 2024 er ikke startet, som han havde drømt om.

Indtil videre har han formået at vinde EM-bronze og nå til kvartfinalen, anden runde og semifinalen i henholdsvis All England, French Open og Malaysia Open.

I et interview med TV 2 Sport fortæller den danske badmintonstjerne, at en skade i foden har drillet over en lang periode, hvilket har betydet, at Axelsen ikke har kunnet træne som ønsket.

»Det er meget, meget irriterende. Jeg er en type, der gerne vil forbedre mig hele tiden og træne godt og hårdt. Når kroppen ikke tillader det, er det klart, at det er dybt frustrerende,« siger verdensetteren.

Axelsen fortæller, at han blev skadet under en kamp i Sudirman Cup i Kina for et år siden, og efterfølgende har han været plaget af flere skader.

Selvom han igen spiller uden skader, anerkender badmintonstjernen, at han ikke er i topform.

Alligevel går han benhårdt efter sejren i Thomas Cup, som han vandt tilbage i 2016, og som han beskriver som »noget af det ypperste«, han har opnået i sin karriere.

Holdkampene ved turneringen spilles bedst af fem, og lørdag kom Axelsen og resten af det danske landshold godt fra start, da Algeriet blev slået med 5-0.

Søndag var landsholdet igen i aktion – denne gang mod Hong Kong, og her startede Axelsen med at bringe Danmark i front med en sejr over Lee Cheuk Yiu, som er nummer 15 på verdensranglisten.