Hos den store grænsekæde Fleggaard reagerer man nu på, at der om få år kommer pant på de billige dåseøl og -sodavand, som danskere slæber med hjem over grænsen.

»Vi afventer nu de nærmere detaljer for hvordan aftalen skal implementeres i praksis,« lyder fra Lars Mose Ivertsen, direktør i Fleggaard Detail til B.T. i et skriftligt svar:

»I den forbindelse håber vi naturligvis på, at man kan blive enige om en model, der tager hensyn til både miljøet og forbrugerne, når der handles på tværs af grænser.«

At den ellers overvejende pantfri grænsehandel nu også senest 1. januar 2029 bliver pantzone skyldes, at EU-Parlamentet i denne uge har vedtaget den såkaldte emballageforordning for alle EU-lande.

Dermed forsvinder den særordning, som Tyskland hidtil har haft på området.

B.Ts pengechef, Niels Philip Kjeldsen, mener, at panten vil været »et hårdt slag« for grænsebutikkerne.

»Billige øl og vand har længe været et stort trækplaster i forhold til at få danskerne ned over grænsen, og det trækplaster mister de,« lyder det fra ham.

Til det svarer Lars Mose Ivertsen fra Fleggaard:

»Nej. Pant eller ej vil der fortsat være betydelige besparelser på øl og vand i forhold til i Danmark. Vi vil sikre, at der på alle varegrupper altid er en prisbesparelse i forhold til Danmark,« lyder det:

»Det har som sådan ikke noget med panten at gøre.«

Hvordan mener I, at I så får danskerne til grænsen?

»Der er heldigvis rigtig mange kunder der ønsker at grænsehandle, både p.g.a vores priser og vores sortiment, og det forventer vi vil fortsætte også efter 2029. Hvilken betydning PPWR (emballageforordningen, red.) vil få for os, afhænger af hvordan man vil løse praktikken med hensyn til indløsning og den værdiforskel der er på panten,« vurderer Lars Mose Ivertsen.

Han vil ikke komme med et bud på, hvordan en, hvordan en model for panten kan se ud i fremtiden.

Emballageforordningen, skal blandt andet mindske mængden af plastik, der havner i naturen.