I 2014 havde Joachim Löw netop ført det tyske fodboldlandshold til guld ved VM.

Og selvom man skulle tro, at alt var fest og farver i og omkring landsholdet, var det ikke tilfældet for succestræneren.

»Det er svært at beskrive, men jeg ville være alene, og jeg låste mig inde på et toilet, fordi der også var mennesker overalt i omklædningsrummet. Men jeg ville gerne føle, om det virkelig skete, eller om det bare var en drøm,« siger Löw i ARD-podcasten 'Wir Weltmeister. Auf der Suche nach 2014' ifølge Sport1.

»Jeg ville på en måde gerne være alene, men jeg havde naturligt nok også svært ved at være alene. Lad os bare sige, at mit humør ikke var så højt, som jeg havde troet, det ville være, når man vinder verdensmesterskabet. Det havde jeg aldrig forventet,« fortsætter han.

I 2014 kunne Joachim Löw fejre sin største triumf, da han førte Tyskland til guld ved EM.
I 2014 kunne Joachim Löw fejre sin største triumf, da han førte Tyskland til guld ved EM. Foto: Andreas Gebert/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kort efter VM-triumfen trak Joachim Löw stikket for en periode og rejste til Sardinien.

Men heller ikke i det italienske paradis, kunne tyskeren overkomme problemerne.

»Jeg vågnede ofte om natten. Situationer kørte rundt i hovedet på mig. Jeg sov dårligt, og så denne træthed og tyngde indefra. Det hele kom på samme tid, og jeg må være ærlig at sige, at det var ikke en let periode for mig,« siger han.

64-årige Joachim Löw var assistenttræner på det tyske landshold fra 2004 til 2006, hvor han blev forfremmet til landstræner.

Her nåede han hele 198 kampe i front, inden han takkede af i 2021 efter EM-slutrunden.