Det er sommer, det er sol, og det er søndag.

Endelig er vi nået frem til det vejrskifte, meteorologerne hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har talt om hele ugen. 

»Det er dagen, vi har set frem til længe. Og nu oprandt den endelig,« siger vagthavende meteorolog hos DMI, Anja Bodholdt søndag morgen.

Hun henviser til de seneste prognoser, som ugen igennem har vist sommeragtigt vejr søndag. 

»Det ser ud til at blive en dag med ganske pæne temperaturer.«

Hun er da heller ikke bleg for at tale om et egentlig vejrskifte fra køligt og vådt vejr til mere stabilt forårsvejr.

Søndag byder således på lune temperaturer mellem 13 til 18 grader. Ved kyster med pålandsvind lidt køligere. Her kommer termometret ikke højere op end mellem 10 til 13 grader. 

Sol og vind bliver heller ikke fordelt ligeligt over hele kongeriget. 

I det jyske kommer der ikke meget sol, og dagen byder også på både regn og byger.

»Jo længere øst på, man kommer, jo bedre bliver solchancerne i dag. Og på Bornholm bliver det rigtig flot,« siger Anja Bodholdt.

Og selv om det bliver lunt – og nogle steder også solrigt – så kan det hele ende i et meget vådt brag. 

Sidst på eftermiddagen og søndag aften trækker et område med byger op over landet fra sydvest. Og de kan blive kraftige og være med både torden og kraftige vindstød, advarer den vagthavende meteorolog. 

»De bevæger sig for hurtige til at blive til skybrud, men de har intensiteten til det,« siger hun. 

Maj måned står for døren, og efter en lidt køligere start på ugen mandag og tirsdag, kommer det lune vejr tilbage til 1. maj. 

Her kan temperaturerne flere steder snige sig op over 20 grader. 

»Foråret er vist kommet for at blive. Alt tyder på, at den rekordvåde april nu afløses af en gør og lun start på maj,« lyder det fra Anja Bodholdt.