Flere og flere oplever i øjeblikket, at de bliver kontaktet af svindlere, som udgiver sig for at være alt fra bankrådgivere til medarbejdere fra myndighederne.

Problemet er bare, at de, der står bag de mange opkald, sms'er og mails, ofte kun er interesseret i én ting. Og det er som regel dine penge.

Faktisk er problemet så stort, at det i øjeblikket er noget, som Danske Bank til dagligt får henvendelser om fra deres kunder.

»Det er en stigende tendens, at folk bliver udsat for svindel gennem deres telefoner. Det oplever vi tit, faktisk hver dag,« fortæller Ketil Clorius, der er chef for svindelbekæmpelse i Danske Bank.

Han fortæller desuden, at svindlerne har mange »forskellige slags modus«, og at de ikke handler ens. Men lige nu er falske opkald især noget, som Danske Bank ser som en stigende tendens.

De falske opkald kan nemlig virke helt oprigtige, idet de ringer fra danske numre, og særligt fordi, at de har en lang række tricks til, hvordan de kan snyde dig, uden du opdager det.

»For dem handler det om at stresse kunderne, og det sker som regel gennem opkald, hvor man skal reagere hurtigt. De kan finde på at ringe på alle tidspunkter i døgnet, og hvis man ikke handler hurtigt, kan de true med en straf,« fortæller Ketil Clorius.

En af svindlernes strategier er, at de ringer i ydertimerne, hvor man måske er på vej i seng, eller når man henter og bringer sine børn til og fra institutioner. Her ved de nemlig, at man i forvejen kan være distraheret, og det vil derfor kun stresse personen yderligere, hvis de får et opkald om et evt. misbrug af bankoplysninger, hvilket kan få personen til at handle hurtigt.

»Som kunde er det super vigtigt, at man holder hovedet koldt, hvis man får sådanne opkald. For selv om det i situationen kan være stressende og svært, er det altid en god idé at kontakte sin bank for at dobbelttjekke, om det nu kan passe,« fortæller Ketil Clorius.

Herudover understreger Ketil Clorius desuden, at banker og myndigheder aldrig vil bede kunder om at udlevere bankoplysninger over et telefonopkald. Derfor er det også vigtigt, at man altid bruger sin sunde fornuft og vurderer en ekstra gang, om henvendelserne mon er oprigtige.