»Gud er stor, død over Amerika, død over Israel, forbandelse over jøderne, sejr til islam.«

Ordene råbes af en fejrende mand, da nattehimlen lyses op af eksplosionen fra et missil, der rammer en drone. 

I en video udgivet lørdag aften hævder Houthibevægelsen at have udført et succesfuldt angreb mod amerikansk militært materiel.

»Det lykkedes Yemens væbnede styrkers luftforsvar at skyde en amerikansk MQ9-drone ned,« siger talsmand for Houthibevægelsen, Yahya Saree.

Ifølge bevægelsen skete angrebet torsdag over deres fæstning i Saada-provinsen, skriver AP.

I videoen ses vragdele fra et propeldrevet fartøj liggende spredt i et ørkenområdet. På flere af delene ses engelsksprogede klistermærker.

Og den militante gruppe kan måske have ret.

Talsmand for det amerikanske militær, oberstløjtnant Bryon J. McGarry, fortæller til AP, at en amerikansk MQ-9 Reaper drone faktisk er styrtet ned i Yemen. 

Han fortæller, at en undersøgelse er ved at blive udarbejdet.

En MQ-9 Reaper drone koster omkring 209 millioner kroner stykket og kan holde sig på vingerne i op til 24 timer.