'Det har i årevis været indlysende, at den kun 20-årige dansker Malthe Jakobsen, ville blive noget helt særligt. Han ligner allerede det færdige produkt, men han er kun lige startet.'

Sådan lød budskabet hos den anerkendte motorsportsjournalist Stephen Kilbey i mediet Dailysportscar efter Malthe Jakobsens seneste store triumf, hvor han også skrev, at danskeren er klar til at indtage den største scene.

Det lignede længe, at netop dét skulle ske denne weekend, men det danske stortalent må væbne sig med tålmodighed. Bilgiganten Peugeot har valgt at udskyde Malthe Jakobsens Hypercar-debut.

»Selvfølgelig ærgrer det mig da,« indrømmer thyboen, der er et af motorsportens varmeste navne og forleden blev rygtet til Formel 1, til B.T.

20-årige Malthe Jakobsen er et varmt navn i motorsportsverdenen.
20-årige Malthe Jakobsen er et varmt navn i motorsportsverdenen. Foto: Twentyonecreations
Vis mere

»Jeg ville hundrede procent gerne have haft muligheden, men jeg må knokle videre og gøre det så godt, jeg kan, og håbe på, at muligheden nok skal komme,« fortsætter Malthe Jakobsen.

Udover en fænomenal sæsonstart for Cool Racing i LMP2, som vi vender tilbage til, er han også reservekører for Peugoet, der i juni skal forsøge at leve op til hele Frankrigs drøm om en fjerde Le Mans triumf for mærket.

Netop derfor virkede det oplagt at give Malthe Jakobsen sin Hypercar-debut, når der er generalprøve til Le Mans med VM-løbet på Spa, hvor holdet mangler to af sine seks normale kørere.

Peugeot mener dog, det er bedst at lade de resterende fire -inklusiv den danske stjerne Mikkel Jensen – køre de to racere uden at få en reserve ind.

»Så jeg ved ingenting om, hvornår der opstår en mulighed. Men jeg ser det som en blåstempling, at jeg har fået rollen som reservekører, og jeg er helt sikkert klar til at gribe opgaven med begge hænder, hvis den opstår,« siger Malthe Jakobsen.

Danskeren har allerede solid erfaring fra den hurtige racerbil, som han har været med til at udvikle på lige fod med holdets seks stjernekørere, der også tæller de tre tidligere Formel 1-kørere Jean-Éric Vergne, Paul Di Resta og Stoffel Vandoorne samt Tom Kristensens tidligere Audi-holdkammerat Loïc Duval.

»Det har været en kæmpe læring og til tider meget udfordrende, men det er en del af læringskurven, hvis man vil konkurrere på det her niveau.«

»Første gang jeg sad bag rattet, kunne jeg selvfølgelig godt finde ud af at køre den. Det sværeste var at komme tilbage til teamet med 10 ingeniører og 50 mand, der lyttede til mig. Jeg havde ansvaret for, at jeg med min feedback gav dem noget at arbejde videre med.«

Malthe Jakobsen er reservekører for Peugeot i Hypercar-klassen i WEC og på Le Mans.
Malthe Jakobsen er reservekører for Peugeot i Hypercar-klassen i WEC og på Le Mans. Foto: DPPI/Joao Filipe
Vis mere

»Der skal man holde tungen lige i munden og sige sin mening, lige meget om det er godt eller skidt,« fortsætter Malthe Jakobsen om det kæmpestore ansvar.

Peugeot har dog al mulig grund til at tro på den unge danskers evner bag et rat.

I hvert fald har han skovlet flotte resultater ind de seneste år, og i 2024 har han kun lagt endnu mere på.

Alene i år har han vundet den Asiatiske Le Mans Serie, taget andenpladsen i det ikoniske 24-timersløb på Daytona og taget sin første generelle sejr i den Europæiske Le Mans Serie (ELMS).

I sidstnævnte var han og holdkammeraterne hos schweiziske Cool Racing godt på vej mod endnu en triumf sidste weekend, da en defekt gearkasse spolerede festen.

»Selvfølgelig kan jeg mærke, at folk kender mit ansigt nu. Før skulle jeg sparke alle døre op, nu kommer mulighederne til mig,« siger han med henvisning til Crowdstrike-holdet, der ville have Malthe Jakobsen ombord og endte med netop førnævnte succes i Asien og på Daytona.

»Jeg kan tydeligt mærke blandt holdene, at jeg bliver respekteret meget mere. Men jeg ved også, at jeg ikke er bedre end mit sidste løb. Det må aldrig blive en hvilepude, og jeg skal fortsætte med at bevise, at jeg er den bedste.«

»Jeg er nået langt på kort tid, men jeg er slet ikke i mål endnu. Jeg vil køre Hypercar. Man skal aldrig tage noget for givet, for det bliver aldrig et normalt arbejde, man bare sætter sig ned og gør. I hvert fald ikke, hvis du vil være noget ekstraordinært,« fortsætter Malthe Jakobsen.

Malthe Jakobsen er selv overbevist: Han er klar til sin Hypercar-debut.
Malthe Jakobsen er selv overbevist: Han er klar til sin Hypercar-debut. Foto: DPPI/Antonin Vincent
Vis mere

Mens han venter på sin Hypercar-debut, er danskeren med på sidelinjen til lørdagens sekstimersløb på Spa og en central del af det vigtige simulatorarbejde på fabrikken i Paris.

Og så sigter han mod to store triumfer i år.

Allerede i juni gælder det årets absolutte højdepunkt.

»Det helt klart ultimative og største mål er at vinde Le Mans i LMP2-klassen. Derefter er det ELMS-titlen. Le Mans er lige skridtet højere oppe,« fastslår han.