Den samlede motorsportsverden spærrede øjnene vidt op og tabte underkæben, da bilgiganten Peugeot i 2021 præsenterede en helt unik bil, der skulle vinde Le Mans og VM-serien, WEC.

Men når den danske racerstjerne Mikkel Jensen og hans holdkammerater triller over målstregen i Qatar lørdag aften, bliver den nuværende udgave af den revolutionerende Peugeot 9x8-racer parkeret i garagen.

Den bagvinge-løse og meget futuristisk udseende racer har ikke leveret de ønskede resultater. Nu får den en stor overhaling.

I første omgang gælder det den gamle racers svanesang – og det tyder på, at den slutter tættere på toppen end nogensinde, vurderer danskeren.

Mikkel Jensen tager i weekenden hul på en ny sæson i WEC.
Mikkel Jensen tager i weekenden hul på en ny sæson i WEC. Foto: DPPI/Peugeot Sport
Vis mere

»Jeg synes, at bilen kører godt her. Det er helt klart den bedste bil, vi har haft indtil videre,« siger han til B.T. efter testdagene, hvor Peugeot har set stærkere ud end længe, fordi den unikke bil passer godt til lige netop banen i Qatar.

»Så vi har lidt forventninger, men man ved aldrig, hvad de andre gør,« fortsætter han om det stjernespækkede felt af konkurrenter.

Den nye sæson af VM-serien for sportsvogne, der til sommer indtager legendariske Le Mans, er markant anderledes end i fjor.

Topklassen tæller flere nye konkurrenter som Alpine, BMW og Lamborghini, mens både Ferrari og Porsche har flere biler end sidste år.

Danskeren får ikke bare nye konkurrenter at se til – han har også fået en ny holdkammerat i bilen, som han sidste år delte med de to tidligere Formel 1-kørere Jean-Éric Vergne og Paul di Resta.

Sidstnævnte er flyttet over i teamets søsterbil, mens schweizeren Nico Müller er rykket den anden vej.

»Ingen af os kørere har efterspurgt en ændring, men teamet har analyseret data og mener, at det her er et bedre miks i forhold til vores ønsker til setup og vores kørestile,« forklarer Mikkel Jensen.

»Nico er en meget rolig fyr, der er nem at have med at gøre. Paul vidste godt, hvad han ville have. Han havde sin idé om, hvordan tingene skulle være.«

Mikkel Jensen og holdkammeraterne kører sidste løb med den revolutionerende, bagvinge-løse Peugeot, der får en kæmpe overhaling inden næste løb.
Mikkel Jensen og holdkammeraterne kører sidste løb med den revolutionerende, bagvinge-løse Peugeot, der får en kæmpe overhaling inden næste løb. Foto: DPPI/Peugeot Sport
Vis mere

»Sådan er Nico ikke. Han er slet ikke egoistisk på nogen måde og passer bare lige ind.«

»Man tror altid, at alle kørere på holdet bare er ens holdkammerater, men det ender alligevel med, at når der så er noget taktisk, så sidder vi ved et bord og spiser, og så sidder kørerne i den anden bil i den anden ende af restauranten. Man deler ikke alt mellem de to biler. Der er altid noget konkurrence,« fortsætter den 29-årige dansker.

Mikkel Jensen understreger dog, at han var glad for samarbejdet med Paul di Resta, der på ingen måde var et problem.

»Man kan høre fra andre teams som Ferrari og Porsche, at der er meget konkurrence indbyrdes om, hvem der skal have hvilke dæk og køre på hvilke tidspunkter, så de selv kan vise sig frem.«

»Men det er langdistanceløb, og de, der skal vide, hvor god man er, ved det. Det bedste er at fokusere på, hvad man kan gøre for, at bilen har det bedste løb.«

Og så er vi tilbage ved Peugeots unikke racer, der kommer i en helt ny udgave til næste VM-løb på Imola i april, og som Mikkel Jensen har knoklet hele vinteren på at udvikle.

Den største synlige forskel bliver tilføjelsen af en bagvinge, som alle konkurrenterne også har. Desuden bliver størrelsen på dækkene ændret, hvilket forbedrer bilens vægtfordeling.

»Den kører bedre og føles mere som en racerbil,« siger Mikkel Jensen.

Mikkel Jensen har fået Nico Müller (i baggrunden) som ny holdkammerat i bilen.
Mikkel Jensen har fået Nico Müller (i baggrunden) som ny holdkammerat i bilen. Foto: DPPI/Peugeot Sport
Vis mere

Han forventer, at den nye bil først rigtigt kommer til at vise sit potentiale på Spa og Le Mans, som jo netop er sæsonens klart vigtigste løb.

»Le Mans er vigtigere end VM for alle, men især for Peugeot, et fransk brand i et fransk løb. Som franskmænd er det deres stolthed, så vi gør alt for at opnå en sejr eller et podie dér. Det er vores alle sammens drøm

VM-åbningsløbet skydes i gang i Qatar klokken 09.00 dansk tid lørdag. Udover Mikkel Jensen er danskerne Michael Christensen, Nicklas Nielsen og Oliver Rasmussen med i topklassen, Hypercar.

Marco Sørensen, Michelle Gatting og Mikkel O. Pedersen stiller op i GT3-klassen.