Rygterne har svirret længe, og fredag blev det så endelig officielt.

Den tidligere Formel 1-verdensmester Jenson Button vender næste år tilbage til racerbanerne på fuld tid.

Og det får et dansk stortalent til at juble, for han skal dele bil med superstjernen i VM-serien, WEC, og på Le Mans.

»Det er sindssygt,« siger Oliver Rasmussen til B.T. om sin nye legendariske holdkammerat.

Jenson Button skal dele bil med danske Oliver Rasmussen i 2024.
Jenson Button skal dele bil med danske Oliver Rasmussen i 2024. Foto: Azmi Athni/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg tror ikke helt, jeg har forstået, at det kommer til at ske. Det er sindssygt at skulle dele bil med ham,« siger den 23-årige dansker, der har scoret en drømmekontrakt til 2024.

»Jeg kan lære alt for meget af ham,« griner Oliver Rasmussen og tilføjer:

»Det bliver en unik oplevelse. Jeg skal bare lytte til, hvad han siger, og se, hvad han gør. Jeg tænker, han er en supergod leder for et hold, så det bliver megafedt at lære af ham.«

Den britiske superstjerne har kun kørt sporadisk de seneste år – blandt andet en NASCAR på Le Mans i år – men i 2024 skal han deltage i hele VM-serien for sportsvogne, WEC, med Oliver Rasmussen og Phil Hanson for Jota-holdet.

Men Oliver Rasmussen er på ingen måde bekymret for, om 43-årige Jenson Button er skarp og klar.

»Det er ligesom at cykle. Og han er stadig ung. Der er flere, der er ældre end ham, som stadig kører hurtigt. Jeg kan ikke se, hvorfor han ikke skulle være det. Han er Formel 1-verdensmester,« siger det danske stortalent.

Da Jenson Button på nærmest eventyrlig vis vandt VM-titlen for Brawn-holdet i 2009, var Oliver Rasmussen kun ni år gammel.

Det var først nogle år senere, at han begyndte at følge Formel 1.

Jota Sport har forfremmet Oliver Rasmussen fra LMP2-klassen til Hypercar.
Jota Sport har forfremmet Oliver Rasmussen fra LMP2-klassen til Hypercar. Foto: Jota Sport
Vis mere

»Jeg kan huske, da han var holdkammerat med Lewis Hamilton ved McLaren, og jeg har set dokumentaren om Brawn og Button,« siger han.

Button, Hanson og Rasmussen skal dele en Porsche 963 i Hypercar-klassen mod konkurrenter som Ferrari, Toyota, Lamborghini og Porsches fabrikshold.

Men danskeren er overbevist om, at Jota er det bedste private hold, der sagtens kan tage kampen op mod giganterne.

»Vi har det perfekte mix af ungdom og erfaring, og vi kommer til at give alt for, at vi kan slå de store og vinde,« fastslår han.

Jenson Button er da også imponeret over sine nye holdkammerater.

»Begge har allerede masser af erfaring med langdistanceløb, og det er nøglen til succes,« sagde han i forbindelse med offentliggørelsen.

Rasmussen skal teste bilen første gang i starten af det nye år, inden sæsonstart i Qatar i marts.

I 2024 skal han og Button kæmpe mod flere danske stjerner.

Helt som ventet fortsætter Michael Christensen for Porsches fabrikshold, mens Mikkel Jensen igen kører for Peugeot.

Nicklas Nielsen forlængede i november sin kontrakt med Ferrari, men danskeren er ikke formelt offentliggjort til at køre en af italienernes racere endnu. Det er dog kun et spørgsmål om tid.

Og i 2025 får de muligvis en ekstra dansk konkurrent. Det vil Marco Sørensen i hvert fald gøre alt for.