En drøm går i opfyldelse for 23-årige Oliver Rasmussen.

I 2024 træder det danske stortalent ind på den helt store scene.

»Jeg har ikke så mange ord for det. Det er en drøm, der går i opfyldelse,« siger Oliver Rasmussen, der befinder sig i Malaysia, da B.T. fanger ham på telefonen.

Hvad han laver der, vender vi tilbage til.

Oliver Rasmussen har leveret så godt, at Jota rykker danskeren op i Hypercar-klassen.
Oliver Rasmussen har leveret så godt, at Jota rykker danskeren op i Hypercar-klassen. Foto: Jota Sport
Vis mere

Den danske racerkører har skrevet under på en drømmekontrakt, der betyder, at han allerede næste år skal kæmpe om den samlede sejr i det ikoniske 24-timersløb på Le Mans.

Efter to år i den næststørste klasse er Oliver Rasmussen nemlig blevet forfremmet af sit britiske hold, Jota Sport, i VM-serien for sportsvogne, WEC.

Det sker efter flere store resultater med holdet - heriblandt en tredjeplads i LMP2-klassen på Le Mans i 2022 og en sejr på Monza i år.

Danskeren skifter dermed sin LMP2-racer ud med en Porsche Hypercar, mens konkurrenterne fremover bliver bilgiganter som Ferrari, Toyota, Lamborghini og BMW.

»Det bliver et step op, men det er fedt, og jeg kunne godt tænke mig bare at starte nu. Jeg ser virkelig frem til det,« fortæller Oliver Rasmussen.

Det var på alle måder et tilbud, han ikke kunne sige nej til.

Før Le Mans i 2022 fortalte han B.T., at drømmen var en plads i Hypercar.

»Det er måske tidligere, end mange havde troet, men jeg har arbejdet hårdt for det og er klar til den her udfordring. Jeg kommer til at vise, at der er en grund til, at jeg har fået det her sæde,« siger den unge dansker.

Det er denne Porsche 963 Hypercar, som Oliver Rasmussen skal køre i VM-serien og på Le Mans i 2024.
Det er denne Porsche 963 Hypercar, som Oliver Rasmussen skal køre i VM-serien og på Le Mans i 2024. Foto: Jt/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Springet til den klasse, som den danske Le Mans-legende Tom Kristensen dominerede i mange år, da den gik under navnet LMP1, skræmmer ikke Oliver Rasmussen.

Det gør navnene på de fremtidige konkurrenter heller ikke.

»Det er stadig en bil med et rat, fire hjul og to pedaler,« griner han og fremhæver sit hold.

»Jota arbejder superhårdt, og de kan udnytte bilen hundrede procent. De fik bilen sent, så der er mere potentiale til næste år,« siger han med henvisning til, at holdet først fik Porschen leveret til 2023-sæsonens tredje løb.

Næste år udvider briterne fra én til to Porscher i topklassen, men hvem der bliver danskerens holdkammerater i den ene af dem, er endnu ikke offentliggjort.

Det er til gengæld flere andre danskere.

Helt som ventet fortsætter Michael Christensen for Porsches fabrikshold, mens Mikkel Jensen igen kører for Peugeot.

Nicklas Nielsen forlængede i november sin kontrakt med Ferrari, men danskeren er ikke formelt offentliggjort til at køre en af italienernes racere endnu. Det er dog kun et spørgsmål om tid.

Oliver Rasmussen, David Heinemeier Hansson og Pietro Fittipaldi sejrede på Monza i år.
Oliver Rasmussen, David Heinemeier Hansson og Pietro Fittipaldi sejrede på Monza i år. Foto: Jota Sport
Vis mere

WEC-sæsonen begynder 2. marts i Qatar, mens Le Mans er det helt store højdepunkt 15.–16. juni.

Inden da venter en helt ny opgave for Oliver Rasmussen, og så er vi tilbage ved Malaysia.

Her deltager danskeren nemlig i årets første afdeling af Asian Le Mans Series med franske Duqueine på den tidligere Formel 1-bane Sepang.

»Vi har alt, der skal til, for at være med i toppen,« siger han om sejrschancerne.

Rasmussen og holdkammeraterne Carl Bennett og John Falb lå i spidsen for første løb lørdag morgen dansk tid, da Bennett røg af banen i en duel mod en konkurrent.

Det blev derfor til en skuffende 11.-plads. Andet løb køres søndag morgen dansk tid, inden sæsonen slutter med løb i Dubai og Abu Dhabi i februar.

Stem på 2023's største danske sportspræstation herunder – og vær med i konkurrencen om billetter til det storstilede Sport 2023-show, hvor B.T. Guld bliver uddelt.