Han har vundet både verdensmesterskabet og sin klasse på Le Mans, men i år er alt nyt for den danske racerkører Michael Christensen.

Nu træder han ind på den største scene af dem alle, når han og Porsche kører om den samlede sejr i kongeklassen på Le Mans.

Optakten har været præcis som forventet – desværre var forventningen, at flere konkurrenter ville være langt bedre.

Den danske stjerne hæfter sig dog særligt ved én ting, der alligevel gør hans tro på succes enorm.

Michael Christensen og Porsche er undertippede mod de femdobbelte forsvarende Le Mans-vindere fra Toyota, men det stopper ikke den danske stjerne.
Michael Christensen og Porsche er undertippede mod de femdobbelte forsvarende Le Mans-vindere fra Toyota, men det stopper ikke den danske stjerne. Foto: Porsche
Vis mere

»Det er klart, at der er nogle helt valide spørgsmål, der skal stilles internt i teamet, fordi sæsonstarten har været så hård. Vi har ikke haft den udvikling, vi ville have, og så kommer der pres på, fordi vi ikke har været, hvor vi gerne ville være,« indrømmer Michael Christensen til B.T.

Danskeren har alligevel massiv tro på, at den tyske bilgigant, som er det mest vindende mærke på Le Mans nogensinde, i samarbejde med det ikoniske amerikanske Penske-hold får succes.

»Den indsats, både Penske og Porsche lægger i, har aldrig været større.«

»Vi lever altid i nuet. Det skal man som racerkører. Det er fra omgang til omgang. Men kig på historikken. Kig på det store billede. Det er et projekt fem år frem i tiden. Porsches racerbiler har sjældent været vindere fra start,« siger han og fremhæver to legendariske Porscher.

Michael Christensen (nr. 2 fra højre) med Porsche-kollegerne Felipe Nasr, Mathieu Jaminet, Matt Campbell og Dane Cameron (th.) Sidstnævnte deler danskeren bil med på Le Mans.
Michael Christensen (nr. 2 fra højre) med Porsche-kollegerne Felipe Nasr, Mathieu Jaminet, Matt Campbell og Dane Cameron (th.) Sidstnævnte deler danskeren bil med på Le Mans. Foto: Porsche
Vis mere

»919 var ikke en raket fra start. Det blev den. 962 var heller ikke. Den blev den mest vindende racerbil, Porsche nogensinde har bygget. Vi ville gerne have vundet fra start, det er der ingen tvivl om, men tiltroen er der absolut stadig.«

Udfordringen har ifølge Michael Christensen været at finde hoved og hale i det hele i et helt nyt men kæmpestort projekt som dette.

»Den største udfordring i så stor en organisation med over 250 mennesker, hvor vi er startet fra nul, er at få de rigtige ord de rigtige steder hen, så de vigtige informationer lander på det rigtige skrivebord.«

»Det har været svært på et nyt hold med folk fra USA og Tyskland med forskellige kulturer. Det har været svært som kører ikke at træde nogen over tæerne og samtidig komme frem i bussen.«

Danskerens nye våben, Porsche 963, der skal bringe mere dansk succes på Le Mans.
Danskerens nye våben, Porsche 963, der skal bringe mere dansk succes på Le Mans. Foto: Porsche
Vis mere

Selvom danskeren er vant til et kæmpe setup fra sin tid i Porsches GT-biler, kan det slet ikke sammenlignes med det nye Hypercar-projekt, der skal vinde Le Mans samlet.

»I GT var det ikke fra nul. Det her er et nyt koncept, ny motor, alt er nyt. Ny samarbejdspartner, nyt team med Penske. Alt er nyt. På den måde er det blevet ret komplekst og svært.«

Han er dog overbevist om, at hans mange års erfaring fra Porsche har styrket ham til den gigantiske opgave, der venter. Porsche gør nemlig en dyd ud af at kaste sine kørere ud i mange forskellige løb og mesterskaber for at gøre dem så omstillingsparate som overhovedet muligt.

Derfor har han ingen bekymringer, når det kommer til trafikken på Le Mans, hvor han for første gang sidder i en bil i topklassen, der konstant skal manøvrere uden om bilerne i de langsommere klasser, når de overhales med en omgang.

Danskeren mener, at Porsche langt fra har vist potentialet endnu.
Danskeren mener, at Porsche langt fra har vist potentialet endnu. Foto: Juergen Tap
Vis mere

»Du skal forudsige, hvad der kommer til at ske. Men sådan var det også i GT-bilerne på Nürburgring, for der skal du forbi en Dacia Logan, der måske køres af den lokale tandlæge uden erfaring overhovedet,« griner Michael Christensen.

I sine seks seneste Le Mans-deltagelser har danskeren delt bil med sin bedste ven, franske Kévin Estre. Men Porsche har taget 'en beslutning uden følelser' og skilt dem ad. Det kan du læse meget mere om LIGE HER.

Han er desuden taknemmelig for overhovedet at være en del af Porsches nye kæmpesatsning. For to år siden fyrede de ham nemlig. Den historie kan du læse LIGE HER.

Le Mans køres fra lørdag klokken 16 til søndag klokken 16. Umiddelbart efter løbet kan du finde B.T.s dom over danskerne på bt.dk.