Det ikoniske 24-timersløb på Le Mans hænger uløseligt sammen med efternavnet Kristensen, men i fremtiden skal det også hænge tæt sammen med efternavnet Christensen.

Michael Christensen er en af Danmarks bedste racerkørere, og han har vundet utallige store sejre. Men én ting mangler: Den samlede sejr på Le Mans.

Porsches danske stjernekører drømmer om at gøre legenden Tom Kristensen kunsten efter.

Og nu får han hjælp af 'Mr. Le Mans' søn, Oliver. Det afslører begge parter til B.T.

Michael Christensen har blikket direkte rettet mod en Le Mans-triumf i fremtiden.
Michael Christensen har blikket direkte rettet mod en Le Mans-triumf i fremtiden. Foto: Joao Filipe/DPPI/Shutterstock
Vis mere

27-årige Oliver Kristensen bliver manager for den 33-årige racerkører med særligt ét mål for øje.

»Vi skal optimere mit virke som racerkører og som person. Sportsligt skal vi sætte mig i den bedst mulige position fremadrettet, så jeg kan vinde. Jeg skal køre racerbil, og så hjælper han mig med alt det udenom,« siger Michael Christensen.

»Jeg skal løfte nogle opgaver, der frisætter Michael til at have større sportsligt fokus,« siger Oliver Kristensen, der er vokset op på alverdens racerbaner og på nærmeste hold har set, hvordan man håndterer dem med ansvar og magt i motorsportens verden.

Netop fuldt fokus på det sportslige får Michael Christensen brug for, når han skal komme tilbage efter sidste år, som han selv kalder 'deprimerende'.

Revanchen begynder i Qatar 2. marts til årets første løb i VM-serien for sportsvogne, WEC, og kulminerer med Le Mans til sommer.

Han har allerede vundet en klassesejr i den franske klassiker, men det er den samlede sejr, der troner øverst på danskerens bucket list.

»Det er det løb, der definerer din karriere. Du bygger hele året op til det løb, og du har én chance. Fucker du op, får du måske aldrig chancen igen,« siger Michael Christensen, der er overbevist om, at han og Porsche har forbedret sig før år to af den gyldne æra med de nye såkaldte Hypercar-biler.

»Rollerne i teamet er mere dedikerede, fordi vi har arbejdet sammen i længere tid, og vi forstår bilen bedre nu. Og så er der ingen tvivl om, at teamets Daytona-sejr er et enormt positivt pust, der letter presset og løfter stemningen.«

Michael Christensen i denne Porsche er i skarp konkurrence mod Ferrari, Toyota, Peugeot, Cadillac, BMW, Lamborghini, Alpine og Isotta Fraschini i Hypercar-klassen i WEC og på Le Mans.
Michael Christensen i denne Porsche er i skarp konkurrence mod Ferrari, Toyota, Peugeot, Cadillac, BMW, Lamborghini, Alpine og Isotta Fraschini i Hypercar-klassen i WEC og på Le Mans. Foto: Yoan Valat/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Michael Christensen vil selvfølgelig være konkurrencedygtig hele året, men han ville ikke tøve ét sekund, hvis valget stod mellem en VM-titel og en Le Mans-triumf.

»Le Mans. Det lyder måske tosset. Man føler sig på hjemmebane som dansker, når man bliver hyldet på Le Mans. Vinder du VM, bliver du hyldet på en strand i Bahrain (hvor sæsonfinalen køres, red.) af alle dem, der ikke vandt,« siger han.

»Når jeg møder danskere, der finder ud af, at jeg er racerkører, og de spørger, hvad jeg kører, så svarer jeg Le Mans. Hvis jeg siger, jeg er verdensmester i WEC (i GTE Pro-klassen i 2019, red.), ved de færreste, hvad det er.«

Netop genkendeligheden omkring Michael Christensen som person er også noget af det, han skal bruge Oliver Kristensens hjælp til.

Michael Christensen bliver ikke første kører hos 5P. Her rådgiver Oliver Kristensen stortalentet Sebastian Øgaard.
Michael Christensen bliver ikke første kører hos 5P. Her rådgiver Oliver Kristensen stortalentet Sebastian Øgaard. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det er hele pakken. Som racerkører er man ikke lige så eksponeret som en fodboldspiller. De har ikke behov for at lave larm. Det kommer af sig selv. En racerkører som mig er undereksponeret i forhold til, hvad vi laver,« siger Michael Christensen.

»Så skal man være lidt fremme i skoene, så folk finder ud af, hvem du er, hvad du laver, og hvad du har på hjerte. Det er vigtigt, hvis man vil have noget at arbejde med efter karrieren, som ikke kun er racerbiler,« fortsætter han.

Michael Christensen tilslutter sig en anden dansk stjerne, Marco Sørensen, samt stortalentet Sebastian Øgaard og hollandske Job van Uitert hos Oliver Kristensens 5P Agency.

Oliver Kristensen har næsten altid vidst, at han ikke skulle følge i sin legendariske fars hjulspor og blive racerkører. Allerede som teenager vidste han, at han ville gå management-vejen. Derfor er han glad for at få Michael Christensen ombord.

Oliver Kristensen er nærmest vokset op på alverdens racerbaner i følge med sin far. Billedet her er dog fra Le Mans 2023, hvor Tom Kristensen for længst har lagt hjelmen på hylden.
Oliver Kristensen er nærmest vokset op på alverdens racerbaner i følge med sin far. Billedet her er dog fra Le Mans 2023, hvor Tom Kristensen for længst har lagt hjelmen på hylden. Foto: Privatfoto
Vis mere

»5P skal spænde fra de største internationale racerkørere til de unge talenter. Deres fornemste opgave er at køre hurtigt, fornuftigt og effektivt i en racerbil, og så bringer jeg dem erfaring i forhold til, hvordan de skal positionere sig og omgås de forskellige organisationer, fabrikker, hold, sponsorer og medier,« siger Oliver Kristensen og fortsætter:

»Jeg er vokset op i miljøet så tæt på kulissen, som de færreste kommer. Jeg har kunnet se, hvordan folk taler sammen, hvornår man skal tale højt eller holde kæft. Jeg er privilegeret, fordi mit navn åbner døre. Men der er nul gaver i den her verden.«

Det en del af Oliver Kristensens ambition, at de unge talenter får endnu mere kendskab og erfaring fra de tidligere generationer af racerstjerner, så de bedre og hurtigere kan navigere i den forjættede motorsportsverden.

Her kommer Michael Christensen og Marco Sørensen også ind i billedet. På den måde går samarbejdet begge veje.

Oliver Kristensen og DASU arrangerede i februar en træningslejr, hvor Tom Kristensen var med som mentor for de bedste unge talenter.
Oliver Kristensen og DASU arrangerede i februar en træningslejr, hvor Tom Kristensen var med som mentor for de bedste unge talenter. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det gjorde det blandt andet, da Oliver Kristensen i stil med sin far i samarbejde med Dansk Automobil Sports Union (DASU) arrangerede en elite-træningslejr i starten af februar.

»Han lavede noget lignende for 20 år siden, så det er et comeback til den type, hvor de bedste kørere og bedste talenter inviteres med.«

I år var foruden Marco Sørensen også Frederik Schandorff og udlændingene Job van Uitert og Ross Gunn med for at lære fra sig til en række af de største danske talenter. Tom Kristensen var med som mentor.

»Så kan de unge se, hvad det kræver at sidde i de fabrikssæder, som de drømmer om,« fortæller Oliver Kristensen, der vil have endnu flere af de danske proffer med på træningslejren næste år.

»Unge danske talenter skal altid have meget mere ud af mindre sammenlignet med udenlandske konkurrenter, fordi Danmark som et lille land hænger efter. Vi har ikke samme finansielle opbakning, netværk og knowhow som for eksempel i England, Italien og Tyskland.«

»Der er mange succesfulde cases i Danmark, og vi gør det altid godt. Men der kan blive sat endnu mere struktur og effektivitet på tingene, så vi får nemmere ved at konkurrere på det internationale plan,« siger Oliver Kristensen.