Dagen er én, der står printet knivskarpt i hukommelsen. Dagen, hvor hans liv vendte 180 grader. Hvor to begivenheder tvang ham til at skifte spor. Endegyldigt.
»Der var ikke andet at gøre,« siger Niels 'Noller' Olsen uden fortrydelse. Om én gang for alle at lægge årtiers misbrug på hylden.
Vinke farvel til alkoholens, hashens, pillernes ruståger. Som han havde søgt tilflugt i, siden han var dreng.
Spoler vi tiden tilbage, var Niels Olsen kun 8 år gammel, da han sammen med sin bror Jørgen startede sit første band.
The Kids kaldte de sig, og var så gode, at de i 1965 - hvor Niels Olsen blot var 11 år gammel - var opvarmning for det legendariske band The Kinks i KB Hallen i København.
Det var dengang, han fik tilnavnet 'Noller'. Fordi der var to Niels’er i bandet. Niels Olsen var den yngste. Så han blev 'Noller'.
Men allerede dér var pillerne kommet ind i hans liv.
»Jeg havde fået piller, fra jeg var lille, fordi jeg var meget nervøs,« forklarer han.
Berømmelsen gjorde det ikke bedre. For selvom det var smigrende, at pigerne skreg og besvimede over først The Kids, siden duoen Brødrene Olsen, så skræmte det ham også. Gjorde ham usikker.
Så hashen og alkoholen kom oven i pillerne. Gav ham følelsen af at være fri. Og så begyndte det for alvor at skride for ham.
»Der var på et tidspunkt, hvor jeg var meget langt ude. Det må jeg erkende. Det var sgu ikke skægt for nogen af os,« fortæller Niels Olsen.
»Jeg husker slet ikke 1980erne,« indrømmer han blankt.
På det tidspunkt var han ikke alene popstjerne. Han var også gift og far til tre, som han ved, at han svigtede i sine misbrugståger.
Men én ting var alkoholen, som han skjulte rundt omkring i hjemmet. Noget andet var pillerne, som var svære at styre. Ikke mindst fordi de dengang hang løst på lægens receptblok.
»Benzodiazepiner. Det er noget værre lort, som er langt sværere at komme ud af end heroin,« siger han om et af de produkter, som tilflød ham i en lind strøm. Indtil lægen tilbød de stærkt afhængighedsskabende Tafil i stedet.
»De er meget bedre, sagde hun. Og så fik jeg ellers bare serveret,« beskriver Niels Olsen og kalder pillerne »mit største problem«.
Og et problem var det. Misbruget.
I 20 år havde hans kone Kirsten levet med hans misbrug. Råbt og skreget. Indtil hun fik nok.
Året var 1997. Dagen den 12. februar. Hun smed ham ud. Sagde, at det var slut.
Kirsten Olsen husker også dagen.
»Så kom du slukøret tilbage. Der var ikke flere undskyldninger, og det var dér, hvor du tog kontakt til Jacob Haugaard,« fortæller hun.
Niels Olsen nikker. Husker det også. Hvordan han kort forinden havde mødt Jacob Haugaard og set, hvor godt han havde det efter, at han var stoppet med at drikke.
Nu blev Jacob Haugaard – sammen med hustruen – Niels Olsens redningsplanke.
»Han kom og hentede dig og kørte dig i behandling,« fortæller Kirsten.
»Der var ikke andet at gøre,« erkender Niels Olsen.
I 27 år har han været ædru alkoholiker og er dagligt fyldt med taknemmelighed. Både til vennen Jacob Haugaard og til hustruen, der gav ham det endelige skub. Men også til fællesskab-foreningerne Anonyme Alkoholikere og Anonyme Narkomaner.
»Jeg tror ikke, at jeg havde klaret det uden AA og NA. Det er helt stensikkert,« slår han fast og fortsætter:
»Jeg tror, at jeg havde drukket mig ihjel, hvis det ikke var for dem.«
Siden den februardag for 27 år siden, har Niels Olsen ikke rørt en dråbe. Og hans kone har haft tillid til ham.
»Hvor jeg før lige kunne dykke hen og tjekke om der var et eller andet gemt, holdt jeg op med at være kontrollerende,« fortæller Kirsten Olsen.
»Men det var der nogle af børnene der gjorde. For fanden da. De første to år kiggede de hver eneste gang, de var hjemme på besøg. Men jeg sagde 'der ligger ikke noget',« smiler en hovedrystende Niels Olsen, hvis eneste misbrug i dag er de nikotin-sugetabletter, som han har brugt de seneste 23 år.
»Det er min nye afhængighed,« tilføjer han med et grin. Men lægger ikke skjul på, at netop møderne i AA og NA også hører til i samme kategori. Er en afhængighed. Og en forpligtelse. For livet.
»Selv her under sygdommen har det betydet noget for dig. Nærmest fra du har kunnet stå på benene, ville du ind til møder og foreslog tilmed at holde dem herhjemme,« minder Kirsten ham om.
Niels Olsen nikker. Med alvor i blikket.
»Hvis du ikke indser, at der er noget, der er større end dig selv, så får du et problem,« siger han om sin tro på fællesskabet. Selvom han for længst er blevet ædru alkoholiker.
»Jeg føler, at det er mit ansvar at gå ind og være med, for jeg er lige så meget på spanden, som de er. Og jeg kan lære hele tiden.«
Fik du læst:
