Hvad gør man, når skægget er trimmet, og børnefesten er aflyst? Det har i flere måneder været virkeligheden for en af Danmarks mest populære stjerner i børneuniverset. Og det har gjort ondt.

»Det gav et samvittighedsnag og påvirkede mit humør, for jeg følte, at jeg svigtede, uden at kunne gøre noget ved det,« siger Mikkel Lomborg – alias Hr. Skæg – med tristhed i stemmen.

Som alle andre, der lever af at optræde og sprede lys, har også Mikkel Lomborg lidt under nedlukningen af Danmark og de restriktioner, der er blevet os alle pålagt og kan være svære at forstå. Ikke mindst hvis man er barn.

»Det har været barskt for mig. Men også for alle de børn, som havde glædet sig,« siger Mikkel Lomborg.

Hans kalender var nemlig ikke alene fyldt med Cirkus Summarum-turné hen over sommeren, men også hans eget nye show, 'Hr. Skægs Hotel'.

»Jeg nåede lige at debutere med showet og udgive en plade, seks dage før Mette Frederiksen lukkede det hele ned. Så nu har jeg 70 kasser med cd'er stående, som jeg aldrig får solgt. Jeg var fortvivlet og på grænsen til at blive deprimeret. Men så åbnede en dør sig.«

Det var den populære musiker Mads Langer og Mikkel Lomborgs kollega fra 'Ramasjang Mysteriet' Kristian Gintberg, der sparkede døren op for ham med deres drive-in-koncerter i Aarhus i slutningen af april.

»Jeg fyldte familien i bilen og kørte til Aarhus for at se, hvordan det foregik. Og det var vildt inspirerende,« fortæller Mikkel Lomborg med begejstring i stemmen.

Så inspirerende, at han for to uger siden selv prøvede drive-in-konceptet af i Aarhus, hvilket var så stor en succes, at han nu er klar til at lade børnene overtage i førersædet i Ballerup 24. maj.

»Jeg frygtede selv, hvordan det ville være for børn at skulle sidde i en bil så lang tid. Alle har jo mareridtet med lange køreture ned gennem Europa med børn på bagsædet. Det er ikke ligefrem noget, man opsøger og betaler penge for,« griner Mikkel Lomborg og fortsætter:

»Men børn kan faktisk godt få en fest ud af det. Ved at dytte, vinke med vinduesviskerne og blinke med lygterne. Det bliver skidesjovt.«

Han er nemlig overbevist om, at børn også har behov for et afbræk fra isolationen. Ligesom vi andre.

Børn er vilde med Hr. Skæg, og normalt bruger han flere timer efter et show på at skrive autografer og stille op til selfies med de små.
Børn er vilde med Hr. Skæg, og normalt bruger han flere timer efter et show på at skrive autografer og stille op til selfies med de små. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Selv om de seneste måneders coronalockdown har været hård rent økonomisk for Hr. Skæg, har tiden dog også åbnet andre døre for ham. Ind til hans egen familie.

»At være tvunget til at være sammen med familien har været den største gave,« siger den 49-årige 'Ramasjang'-stjerne, hvis familie ud over hustruen, Neeni, tæller hendes 13-årige datter, Shireen, og deres fælles datter, Anaya på seks.

»Især Anaya har haft en fest med det. Hun har taget enorme skridt læringsmæssigt og har knækket læsekoden fuldstændig.«

»Forleden skrev hun et fødselsdagskort til sin mor. 'Du er fantastisk,' skrev hun. Helt uden at spørge om hjælp,« fortæller Mikkel Lomborg med stolthed i stemmen.

»Det har været hårdere for hendes 13-årige storesøster at være isoleret. Men vi har nydt det. På godt og på ondt.«

Men Hr. Skæg har også savnet alle de andre børn. Dem, der nærmest er blevet hans mission i livet.

»Det var min livsnerve, der blev taget fra mig. Derfor er jeg så glad for, at denne dør har åbnet sig, og jeg håber, at den griber om sig,« siger Mikkel Lomborg.

I hvert fald satser han over de kommende måneder på at kunne lave en række flere drive-in-arrangementer i hele landet.