Selv om man som teenager og stortalent kan blive udtaget til rundens hold i verdens største håndboldturnering for klubhold, Champions League, og også kan imponere landstræneren i så stor en håndboldnation som Danmark, er landsholdet ingen selvfølge. Hverken nu eller på lang sigt.

Ulrik Wilbek fremhævede tirsdag 19-årige Lasse Andersson fra KIF Kolding København i sin blog på dhf.dk med ordene: 'Alene det, at han som 19-årig er blevet udtaget til ugens hold i Champions League, fortæller vist hele historien om hans potentiale'.

Den begejstring fra landstræneren gør dog ikke den unge KIFer til bobler i forholdet til EM-slutrunden i januar på dansk grund.

-Nej, nej, nej, nej...Hør nu her. Han skal være bedre en Mads Mensah Larsen, der laver 12 mål i hver kamp, Bo Spellerberg, der laver 10 i hver kamp eller Rasmus Lauge, der styrer Kiel eller Thomas Mogensen, der styrer Flensborg. Eller Mikkel Hansen eller Nikolaj Markussen, siger Ulrik Wilbek og tegner et billede af en enorm konkurrence på det danske landshold, når man taler om pladserne venstre back og centerpladsen i bagkæden.

- Han er bare et kæmpe stort talent og endnu en af de her fantastiske spillere, vi har. Men der er ingen, der kan være sikker på, han nogensinde kommer på landsholdet, siger Wilbek.

Han lægger dog ikke skjul på, at han er imponeret af det potentiale, Lasse Andersson udstiller.

- Han har alt, hvad der skal til for at blive landsholdsspiller, men der er bare ikke nogen, der ved det, når drengen kun er 19 år. Men han har gjort det fantastisk godt. Det er imponerende med det pres, der er på ham. Han skal jo i hver eneste kamp præstere. Der er jo ikke andre. Der er Bo Spellerberg, som modstanderne meget fornuftigt går frem og mandsopdækker, når der kun er to bagspillere. Og så skal Lasse bare præstere. Det er imponerende, at han kan gøre det, lyder anerkendelsen fra landstræneren.