Det varede to timer i stedet for den planlagte time, der var sat af.

Men alligevel gik alt, som det skulle for Mark O. Madsen, der tirsdag var gennem en operation, efter han i weekenden brækkede sin kæbe i UFC-kampen mod Austin Hubbard ved UFC 248-stævnet i Las Vegas.

Det skriver han i en SMS til B.T. fra hospitalssengen på Rigshospitalet i København.

'Operationen var sat til én time, men tog to timer. Jeg har været heldig at have de bedste kæbekirurger på sagen, og nu kan jeg prale af at have en titaniumkæbe,' skriver han efterfulgt af en grine-emoji.

Mark O. Madsen glæder sig over, at kæbeoperatioen nu er overstået.
Mark O. Madsen glæder sig over, at kæbeoperatioen nu er overstået. Foto: Privatfoto
Vis mere

Mark O. Madsen landede i Danmark mandag og blev med det samme indlagt. Tirsdag morgen viste undersøgelser så, at operationen kunne komme til at vare lidt længere end planlagt, da han formentlig også har fået ødelagt brusken i sit adamsæble.

Alligevel har han hele tiden været mere end ved godt mod de seneste dage efter sin sejr natten til søndag dansk tid.

'Jeg kunne ikke få adamantium, men titanium er det bedste på markedet,' skriver han vittigt med henvisning til Marvel-figuren Wolverine, der har et skelet af det fiktive metal adamantium, som ikke kan brække.

Tirsdag kom det også frem, at den 35-årige tidligere olympiske bryder er kommet i medicinsk karantæne af UFC på grund af sin kæbe.

35-årige Mark O. Madsen vandt over Austin Hubbard i Las Vegas.
35-årige Mark O. Madsen vandt over Austin Hubbard i Las Vegas. Foto: Stephen R. Sylvanie
Vis mere

Den karantæne gælder frem til 22. april, men kan ende med at vare helt indtil 4. september. Det sker dog kun, hvis en læge vurderer, at han fortsat har problemer med kæben.

Det er derfor heller ikke noget, som danskeren bekymrer sig synderligt over.

'Jeg skal blot have clearet kæben. Jeg glæder mig til lidt ro og til at komme tilbage, så jeg kan gå i dybden med teknik og taktik,' skriver han.

Natten til søndag opnåede danskeren sin største sejr i sin indtil nu forholdsvis korte MMA-karriere, da han i de første to runder dominerede amerikanske Austin Hubbard i den ottekantede ring.

I tredje runde kom danskeren så i problemer, men efterfølgende blev Mark O. Madsen udnævnt som vinder med cifrene 29-28 i T-Mobile Arena i Las Vegas.