Danske Mark O. Madsen døjer med et kæbebrud, efter han i Las Vegas natten til søndag dansk tid vandt sin UFC-kamp.

Og det kan nu ende med at koste ham dyrt.

I første omgang er den tidligere OL-sølvvinder nemlig blevet udstedt en medicinsk karantæne af UFC som følge af det kæbebrud, han pådrog sig i anden runde af opgøret mod amerikanske Austin Hubbard.

Suspenderingen betyder, at han ikke må deltage l konkurrence indtil 22. april, ligesom han heller ikke må træne med fuld kontakt indtil 7. april. Det skriver mmafighting.com.

Men den karantæne kan ende med blive meget længere.

En læge skal nemlig godkende, at kæben ikke længere er et problem for danskeren, før han må komme i konkurrence igen. Sker det ikke, vil han ikke kunne træde op i oktagonen før 4. september i år, og det er næppe et scenarie, som Mark O. Madsen ønsker sig.

Men selv er han ikke så bekymret.

'Jeg skal blot have clearet kæben. Jeg glæder mig bare til lidt ro og til at kunne gå i dybden med teknik og taktik,' skriver han i en SMS til B.T.

35-årige Mark O. Madsen vandt over Austin Hubbard i Las Vegas.
35-årige Mark O. Madsen vandt over Austin Hubbard i Las Vegas. Foto: Stephen R. Sylvanie
Vis mere

UFC-kæmperen fortalte mandag til B.T., at han efter hjemrejsen til Danmark er blevet indlagt på Rigshospitalet i København, hvor en operation skulle foretages.

TIrsdag morgen oplyste han så, at en undersøgelse har vist, at han formentlig har ødelagt brusken i sit adamsæble.

'Jeg var ikke klar over, at det også kunne være galt med adamsæblet. Det føles underligt, når jeg synker, men jeg troede, det var helt almindeligt, når man har brækket kæben,' skrev den 35-årige MMA-kæmper i en sms til B.T. fra hospitalssengen.

Natten til søndag opnåede danskeren sin største sejr i sin relativt korte MMA-karriere, da han i de første to runder dominerede Austin Hubbard i den ottekantede ring.

I tredje runde kom danskeren dog i problemer, men efterfølgende var dommerne ikke i tvivl. Mark O. Madsen blev udnævnt som vinder med cifrene 29-28 i T-Mobile Arena i Las Vegas.