Som følge af coronavirussen er flere af forårets og sommerens sportsbegivenheder blevet aflyst eller udskudt, men nu er der lys i mørket.

I hvert fald for de sportsinteresserede.

For på lørdag 9. maj starter MMA-sportens absolutte top op igen efter halvanden måneds pause, når UFC 249 bliver afholdt. Og der bliver tale om et sandt festfyrværkeri ifølge den danske MMA-kæmper Mark O. Madsen.

»Der venter et kæmpe kort på lørdag. Tony Ferguson mod Justin Gaethje er main event. Det er to kæmpere, der begge har været brydere på college-niveau i det, der kaldes 'folkstyle'. Lidt ironisk har de dog valgt at prioritere det stående game,« siger Mark O. Madsen til B.T. og tilføjer:

Tony Ferguson udgør den ene halvdel af lørdagens main event. Modstanderen bliver amerikanske Justin Gaethje.
Tony Ferguson udgør den ene halvdel af lørdagens main event. Modstanderen bliver amerikanske Justin Gaethje. USA TODAY USPW

»Vi taler to kæmpere, der kommer for at udveksle slag. Ingen af dem kører rigtigt det taktiske spil, det er bare fuld tryk på, indtil en af dem kollapser. Det bliver en mega underholdende kamp.«

Hvem af de to store navne i UFC-regi, der vil trække sig sejrrigt ud af oktagonen på lørdag, tør Mark O. Madsen ikke sige med sikkerhed.

»Justin Gaethje har det, der kaldes et 'calf kick', altså et spark til lægmusklen, hvor han har det hårdeste spark i UFC. Men samtidig har vi jo også set videoer af Tony Ferguson, der står og sparker til blandt andet metalstolper,« siger Mark O. Madsen og fortsætter:

»Det bliver en kamp, der byder på blod, sved og tårer, men jo længere kampen kommer frem, så større bliver chancen for Tony Ferguson, tror jeg.«

Ifølge danskeren er det dog ikke den eneste kamp, der er værd at se på lørdag.

»Vi har co-main event med Henry Cejudo og Dominick Cruz, hvor Cejudo, der ligesom jeg selv er tidligere bryder, skal forsvare sin titel i vægtklassen bantamvægt.«

Inden coronavirussen tvang UFC til at holde pause i halvanden måned, var Mark O. Madsen selv i aktion 7. marts ved UFC 248.

Selvom danskeren vandt sin kamp mod amerikaneren Austin Hubbard, brækkede han dog kæben under kampen. En skade, der holder ham ude af weekendens stævne.

Mark O. Madsen fik for tre uger siden en forespørgsel vedrørende weekends UFC-stævne. En brækket kæbe tvang ham dog til at stå over.
Mark O. Madsen fik for tre uger siden en forespørgsel vedrørende weekends UFC-stævne. En brækket kæbe tvang ham dog til at stå over. Mads Claus Rasmussen

»For små tre uger siden blev jeg blev kontaktet af min agent, Ali Abdelazis, der havde fået en forespørgsel vedrørende stævnet 9. maj. Men af naturlige årsager blev jeg nødt til at stå over,« siger Mark O. Madsen.

Men selv hvis danskeren ikke havde været skadet, var det ikke sikkert, at weekendens stævne i Jacksonville, Florida, havde haft dansk deltagelse alligevel.

»Jeg havde sagt ja, men det er jo ikke sikkert, at jeg havde kunnet komme ud af landet,« siger Mark O. Madsen.

I stedet for at deltage i UFC 249 må Mark O. Madsen se på hjemme fra sofaen i Nykøbing Falster.

Weekendens stævne byder på flere store kampe.
Weekendens stævne byder på flere store kampe. UFC / Viaplay

Der venter et MMA-stævne med skrappe sundhedsregler, og hvor tilskuere ikke er tilladt, på trods af at Jacksonvilles VyStar Veterans Memorial Arena har en kapacitet på 15.000 mennesker. Ifølge Mark O. Madsen kan det få indflydelse på kampene.

»Det bliver lidt sjovt at se et stævne under de her rammer, for det stiller krav til kæmperne. At komme ind i en fyldt hal med tilskuere, der hujer og buher, skaber noget tænding hos kæmperne,« siger han og tilføjer:

»Men man skal kunne sætte sig selv op, når man går ind i en tom hal. Det bliver sjovt at se, hvem der kommer igennem det, for det kan også påvirke udfaldet.«

UFC 249 bliver det første af tre MMA-stævner på blot otte dage. Både lørdagens Main Card og prelims vises på Viaplay og TV3 Sport.