»Måden, I har håndteret det på, har været elendig.«

Nadia Nadim mødte mandag formiddag ind i landsholdslejren, og hun havde landsholdsshortsene fuld af skarpt skyts til brug mod den danske presse, som hun for første gang talte med efter hendes dybt kontroversielle valg om at promovere VM i Qatar som ambassadør.

Hendes vilje til at møde pressen var godt nok noget, som landstræner Lars Søndergaard på det stærkeste havde opfordret Nadim til, hvis hun skulle være en del af landsholdet frem mod EM i England, men op det stillede hun altså.

Og hun langede kraftigt ud efter, hvordan dansk presse har dækket hendes flirt og promovering af VM i den voldsomt udskældte oliestat, hvor tusindvis af migrantarbejdere er gået bort, og hvor homoseksualitet blandt andet er forbudt.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Hun sagde blandt andet, at pressens dækning var årsagen til, at hun har været lukket som en østers, siden hun først flirtede med Qatar i december – med undtagelse af et noget udskældt interview i 'Go' morgen Danmark'.

»Inden jeg nåede at komme ud og fortælle, hvorfor jeg gjorde de ting, der kan jeg huske – og det ved jeg ikke, hvorfor jeg kan, for jeg læser ikke sladderblade – der var nogle af jer, der opdigtede historier: 'Hun gør det for pengene, hun har solgt sin sjæl og bum, bum, bum'.«

»Jeg tænkte bare, det var løgn. Det har jeg ikke tid til. Og der er jeg sådan, at jeg bare kan blokere. I kommer ikke tæt på mig, hvis jeg ikke vil. Jeg ved, I har prøvet at få fat i min familie, søskende og sponsorer. Men uden held.«

»Og det er det. Der tænkte jeg, hvis I gerne vil mobbe mig, så gider jeg ikke snakke med jer. Det er ret simpelt. Og det er ærgerligt, det skal være på den måde,« sagde Nadim foran den fremmødte presse.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Selvom hun kaldte sig det større menneske, da hun valgte at stille op mandag, lagde hun dog ikke skjul på sin mening om dækningen af hendes valg i medierne.

»Jeg vil godt sige jer, at jeg synes, at måden, I har håndteret det på, har været elendig. Det med, at I har kontaktet min familie, mine venner og mine sponsorer. Jeg forstår godt, man kan have spørgsmål, men hvis jeg ikke svarer på dem, så kan I ikke finde på jeres egne svar,« kom det lynende fra Nadim, der fortsatte:

»Jeg synes ikke, at danskerne overreagerer, men medierne har gjort det til noget, som det ikke er. Og jeg ved ikke, hvad motivet har været for det. Eller måske ved jeg godt, at der er to motiver.«

»Det ene er, at jeg ikke har givet jer så meget indsigt – og især jer,« sagde Nadim og pegede på B.T.s og Ekstra Bladets udsendte, inden landsholdsspilleren, der ikke har givet kommentarer i nogen danske medier før eller siden optrædenen i 'Go' morgen Danmark', fortsatte:

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Grunden til, at jeg ikke har gjort det, er, at jeg ikke synes, at I er så vigtige. Hvis jeg skulle have et interview, havde jeg nok siddet med nogle større medier. Og måske er I lidt butthurt over, at jeg er lidt ligeglad med jeres holdninger.«

B.T. har ikke kontaktet Nadims familie i forbindelse med fodboldspillerens valg – men over for B.T. har Dansk Flygtningehjælp, UNESCO i Danmark, DBU og Spillerforeningen udtrykt kritik af hendes valg.

Det synes ikke at påvirke Nadim det store.

DBU har sagt, de er skuffet over dig, Dansk Flygtningehjælp vil ikke associeres med dig, og dit valg har jo skabt massiv kritik. Er du upåvirket af, at det her har skabt kritik fra mange af dine samarbejdspartnere?

»Jeg har været deres ambassadør og hjulpet dem rigtig meget med at skabe awareness og få nogle til at donere. Jeg ved godt, I ringede og skrev til dem. Og det med, at jeg blev fyret, jeg har ikke været ansat af dem. Jeg gjorde det af fri vilje.«

Dansk Flygtningehjælp vil ikke associeres med dig. Hvad tænker du om det?

»Grunden til det er ret simpel. De lever af donationer. Så selvfølgelig, når nogle lever af donationer, og nogle er negative omkring dem – som I har gjort det til – så vil de gerne være populære stadig. Det forstår jeg godt.«

DBU er skuffede over dig, og UNESCOs danske afdeling beder dig om at sige stop som ambassadør for UNESCO. Hvad betyder det for dig?

»UNESCO har jeg et brev fra, hvor deres generalsekretær siger, at mit arbejde er fantastisk,« lød det fra Nadim, der efter sidste spørgsmål stillede op til et foto, inden hun forlod teltet, hvor presseseancen foregik, med armene spredt ud.

Ved mandagens seance bekræftede Nadim, at hun får penge for at promovere VM i Qatar – det kan du læse mere om her.