Tirsdag blev Disneys nye streamingtjeneste Disney+ lanceret i USA.

Blandt titlerne på tjenesten finder man tegnefilmsserien 'The Simpsons'. men nu er det i stedet en ting, som ikke er at finde på streamingtjenesten, der tiltrækker sig opmærksomhed.

Det sker efter at Disney+ har valgt at udelade et særligt afsnit af den populære tegnefilmsserie 'The Simpsons', skriver The Hollywood Reporter.

Afsnittet, som det hele handler om, er åbningsafsnittet 'Stark Raving Dad' fra seriens sæson tre, der løb over skærmen for første gang i 1991.

I afsnittet medvirker den afdøde sanger Michael Jackson, som lægger stemme til figuren Leon Kompowsky, der er indlagt på et psykiatrisk hospital, fordi han er overbevist om, at han er kongen af pop.

Efter at to mænd tidligere på året kom frem med nye beskyldninger mod Michael Jackson i dokumentaren 'Leaving Neverland' og anklagede ham for at have begået seksuelle overgreb mod dem, da de var børn, blev afsnittet fjernet fra den amerikanske sendeflade.

Dengang udtalte seriens mangeårige producer, James L. Brooks, at det føltes som det eneste rigtige at gøre.

Samtidig gik en anden af seriens prodcuere, Al Jean, ud og fortalte, at han mente, at Michael Jackson havde brugt sin medvirken i afsnittet til at 'groome' drengebørn, som er, når man skaffer sig adgang til børn ved at skabe en følelsesmæssig tilknytning til dem.

Michael Jackson lægger stemme til figuren Leon Kompowsky i afsnittet 'Stark Raving Dad', som er blevet udeladt fra den nye streamingtjeneste Disney+.
Michael Jackson lægger stemme til figuren Leon Kompowsky i afsnittet 'Stark Raving Dad', som er blevet udeladt fra den nye streamingtjeneste Disney+. Foto: STR
Vis mere

»Det ser ud som om, at afsnittet blev brugt af Michael Jackson til noget andet, end det var tiltænkt,« fortalte Al Jean dengang og fortsatte:

»Det var ikke bare en komedie for ham, det var noget, der blev brugt som et redskab,« udtalte han dengang til mediet Daily Beast.

Derfor mente produceren også, at det var det på sin plads at fjerne afsnittet.

Om det er af samme årsag, at Disney også har undladt at inkludere afsnittet i deres nye streamingstjeneste, har, trods gentagne henvendelser, ikke været muligt at få svar på, skriver The Hollywood Reporter.