Ni danskere mellem 8 og 72 år har fra januar til april fået konstateret leverbetændelse forsaget af den samme hepatitis A-virus.

Det oplyser Statens Serum Institut.

I alt 42 patienter fra seks forskellige europæiske lande er konstateret smittet i årets første måneder.

- Vi kan se, at de alle sammen er blevet smittet med præcis den samme type virus, så derfor kalder vi det et internationalt udbrud, siger Tyra Krause, overlæge og chef på Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse hos Statens Serum Institut.

Smittekilden kendes endnu ikke. Statens Serum Institut opfordrer derfor til, at man holder en god hånd- og køkkenhygiejne og skyller friske bær, frugter og grøntsager grundigt, inden man spiser dem.

/ritzau/