Hvorfor skal den nye præsident i den internationale cykelunion UCI, David Lappartient, opfinde et problem, der ikke eksisterer?

Der var nok nogen, der fik kaffen galt i halsen, da præsidenten begyndte at tale om, at powermeters, computere og radioer skulle forbydes. Det i sig selv kunne jo være en fornuftig manøvre med rigeligt gode argumenter for og imod. Men kaffen kom næsten ud af næsen, da præsidenten sagde, at man også kunne bruge radioerne til sportsbetting og aftalt spil under løbet!

Teoretisk er næsten alt muligt, men skulle jeg råbe til Marcel Kittel, at han ikke måtte vinde, fordi jeg kender nogen, der har spillet på André Greipel?! Nuvel, man skal aldrig sige aldrig, men jeg er bare nødt til at spørge igen: Hvorfor opfinde et helt nyt problem ud af det blå?

Under Lappartients næste interview luftede han et ønske om at reducere holdene til seks ryttere under Tour de France. Det kan igen på mange måder være en god diskussion med antallet af ryttere på holdene under de store cykelløb. Men hvorfor ikke først løse de helt store problemer, som vi slås med i professionel cykelsport?

Vi planlægger vores taktik efter hvor meget motorpace, som vi eller modstanderne kan få af TV-motorcyklerne under løbet. Sidste gang jeg oplevede samme form for snyd var tilbage i halvfemserne, da dopingen toppede.

Dengang talte ingen om det, og intet blev gjort ved problematikken. Det minder desværre om i dag. Inden man taler om at reducere ryttere på holdene, burde man først tale om, om det kunne være en god idé at reducere antallet af motorcykler til cykelløb.

Apropos motorer slipper jeg ikke udenom at nævne den tidligere præsident Brian Cookson. Lørdag hørte jeg Cookson fortælle, hvordan han havde grebet hele affæren med Femke van den Driessche, der fik karantæne for en skjult motor i sin cykel, an.

Han fortalte om det, som var det landgangen i Normandiet, han havde planlagt.

Cookson har sørget for, at UCI nu nærmest til hvert eneste cykelløb spæner rundt med iPads, der gennemlyser kranken for at finde de skjulte motorer. Keder vi os lidt, bytter vi nogle gange rundt på cyklerne for at se, om de opdager det, og til en prolog tjekkede de samme cykel otte gange uden at opdage noget som helst.

Jeg tror næsten, at man kunne skjule en Velo-Solex på taget af servicebilen uden, at kommissærerne ville opdage noget som helst. Skrevet på en anden måde - at man kunne snyde, hvis det var det, man var ude på.

Præsidenternes fokus skal starte et andet sted. En præsident bør først og fremmest tænke på rytternes fysiske sikkerhed. Ryttere er desværre allerede blevet dræbt og handikappet af de alt for mange motorcykler til cykelløbene. Og så er der det sportslige aspekt. Alle cykelløb skal afvikles fair, så det ikke er TV-motorcyklerne, der afgør vinderen af løbene.

Derefter kan vi så diskutere betting, skjulte motorer, hobitter og andet pladder.