Der ventede den syvårige Charlie noget af en overraskelse i postkassen forleden.

For i den lå et brev fra den britiske dronning Elizabeth. Et brev, der var blevet sendt selvsamme dag, som hun sov ind.

Det fortæller Charlie og hans mor, Gemma Berg, til BBC.

Den syvårige dreng, der bor i det østlige London, havde tilbage i juni sendt et brev til Dronningen i forbindelse med fejringen af, at hun havde siddet 70 år på tronen.

Men familien havde ikke regnet med at få et svar fra den aldrende monark, der sov ind i en alder af 96 år forrige torsdag.

»Charlie var så ked af det, da jeg fortalte ham, at Dronningen desværre var gået bort. Han sagde, han håbede, at hun havde læst hans brev, før hun døde,« fortæller Gemma.

Da den syvårige dreng så efterfølgende modtog et brev fra Buckingham Palace med Elizabeths signatur på, troede han i starten ikke på, at det kunne være rigtigt.

Det var det.

I brevet takker Dronningen for hans besked:

»Jeg sender min dybfølte tak for din venlige besked i anledning af 70-året for min tiltrædelse på tronen,« lyder det.

Til BBC fortæller Gemma Berg, at det var meget rørende at modtage brevet – som Charlie stolt viste frem i skolen fredag.

»Det var så følelsesladet og virkelig specielt at modtage, og endnu mere da vi bemærkede, at det blev sendt den dag, Dronningen døde,« fortæller moderen.