Ole Bornedals 17-årige datter Fanny Bornedal spiller med i den kommende sæson af ’Broen’, og hun har måtte kæmpe lidt hårdere end resten af holdet for at komme igennem optagelserne.

Sidste år da, hun skulle indspille en scene, hvor hun ryger i karambolage med en vagt, kom en stuntmand til at brække hendes næse.

Hendes far kritiserede efterfølgende i et interview til Politiken sikkerhedsniveauet i dansk film. Han mente, det var en fejl, at de ikke havde øvet scenen igennem først.

Men i dag er alting godt igen, forsikrede Fanny Bornedal, da hun tirsdag aften troppede op på den røde løber til gallapremieren på ’Broen’.

»Det var en uheldig episode og helt sikkert det mest actionfyldte, jeg oplevede under optagelserne, men der blev taget hånd om det, og alt er fint i dag,« smilede hun.

»Næsen har det godt, og jeg var hurtigt ovenpå igen. Et par dage efter det skete, fortsatte jeg optagelserne. Så noget af serien har jeg optaget med en brækket næse.«

Fanny Bornedal (t.v.) da hun var med i julekalenderen 'Den anden verden' i 2016.
Fanny Bornedal (t.v.) da hun var med i julekalenderen 'Den anden verden' i 2016. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Fanny Bornedal blev sidste år landskendt, da hun spillede hovedrollen Anna i DR’s julekalender ’Den anden verden’.

»Det var lidt et chok i starten, at så mange pludselig vidste, hvem man var. Men serien gjorde også, at rigtig mange så, hvad jeg kunne, så det har kun været en positiv oplevelse.«

Hun glæder sig nu til at være en del af ’Broen’-universet. Hun har set de første tre sæsoner og er stolt over at være kommet med i en DR-serie, som hun mener er langt over det generelle niveau i Danmark.