Forestil dig en frisk ånde, hvidere tænder og en hud, der stråler af glød og vitalitet. Dropper du cigaretterne, er du allerede godt på vej til et mere tiltrækkende ydre i en sund krop.

Der er utallige gode grunde til at stoppe rygningen. Vigtigst af alt er selvfølgelig, at dit helbred bliver markant bedre, og at du mindsker risikoen for blodpropper, hjertekarsygdomme og kræft, men du kan også se frem til at blive lidt kønnere og mere tiltrækkende, hvis du kvitter cigaretterne.

Dine tænder vil med tiden blive hvidere, når de ikke får den daglige dosis nikotin, og din ånde vil givetvis også blive mere frisk, ligesom din stemme med stor sandsynlighed vil blive mere ren uden hosten og hakken. Men selv om rygning foregår i munden, påvirker det også resten af kroppen, og du vil derfor også kunne se og mærke forskel på din hud, hvis du stopper med at ryge.

Få hjælp til dit rygestop her

Huden afslører din livsstil
Det er ikke svært at spotte en ryger, selv om cigaretten er slukket, og tænderne er børstet. Du skal blot tage et kig på huden og se, om den har glød, eller om den er grålig.

”Det er tydeligt at se forskel på huden hos en ikke-ryger og en ryger, der har røget i en årrække. Rygerhuden ses typisk som mere grå, trist, tør og grov end en ikke-rygerhud, og når du kommer op i alderen, vil den også være mere slap med væsentligt flere linjer og rynker”, forklarer Line Therkildsen, specialsygeplejerske i kosmetiske og dermatologiske behandlinger ved Aleris-Hamlet.

Er du ryger, er det altså ikke nødvendigvis nok at kaste en formue efter hudplejeprodukter og revolutionerende behandlinger, for i virkeligheden vil du opnå en langt større effekt ved at holde op med at ryge.

Drop cigaretterne og se yngre ud
Man skulle måske umiddelbart tro, at den triste rygerhud var resultatet af ”forurening” fra cigaretterne, men faktisk er det resultatet af, at din blodtilførsel ikke fungerer optimalt, fordi du ryger. ”Når du ryger, trækker blodkarrene sig sammen, og samtidig nedsættes blodets indhold af ilt. Huden får derfor en forringet evne til at reparere sig selv og opretholde en god fugtbalance, og herudover ødelægges de kollagene og elastine fibre hurtigere, hvilket gør, at du får en mere slap og uelastisk hud”, siger Line Therkildsen. Men bliver alt så godt igen, hvis bare vi holder op med at ryge? Både ja og nej, mener Line Therkildsen.

”Hvis du stopper med at ryge, vil det naturligt medføre en bedre ilttilførsel, og det påvirker selvfølgelig huden positivt. Du vil utvivlsomt kunne se forbedringer på huden i løbet af et par måneder, men det er klart, at hvis du har røget i mange år, vil du aldrig kunne få en hud som en person, der aldrig har røget.”

4 måder du bliver du mere tiltrækkende, når du dropper cigaretterne:

  1. Huden bliver yngre og friskere at se på, du får mere glød, og linjer og rynker mindskes.
  2. Du mindsker risikoen for paradentose, og dine tænder bliver gradvist hvidere.
  3. Luftvejene forbedres, så din stemme bliver mere klar, ligesom du også hoster mindre.
  4. Dine møbler, dit tøj, dit hår og din hud dufter meget bedre uden røg.

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.

Andre læser også