Hun er sigtet for at stjæle både penge, mobiler og iPods. Men 15-årige Sara El-Daoud fra pigegruppen 8210 nægter sig skyldig.

Den unge sangerinde skulle ifølge sigtelsen have stjålet fra tasker i en idrætshal på strandskolen i Risskov. Hendes 14-årige veninde er ifølge politiet medskyldig, men hun slipper for tiltale, da hun er under den kriminelle lavalder.

- Jeg har aldrig nogensinde stjålet noget. Jeg har aldrig haft noget med politiet at gøre før de her beskyldninger, siger hun til B.T.

- Jeg ville ønske, jeg kunne gøre et eller andet for at bevise, at jeg er uskyldig, siger hun og forklarer, at det var hendes veninde, der tog tingene.

Sara bad hende lægge tingene tilbage, men inden hun gjorde det, kom to lærere forbi. De førte straks de to piger op til skoleinspektørens kontor, hvor der blev ringet efter politiet.

- Jeg var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men jeg er uskyldig, fastslår den unge århusianer. Hun håber, at veninden har fortalt politiet sandheden, så sagen snart kan afsluttes.

- Jeg håber, sigtelsen frafalder, så jeg ikke skal gå rundt og spekulere over alt det her. Så jeg kan komme videre og blive renset, siger hun og understreger, at både hendes venner og familie stoler på hende. Det samme gør hendes mentor Carsten Soul-shock.

- Så længe ingen er blevet dømt, er der heller ingen, der er skyldige, siger han.