Den amerikanske præsident, Barack Obama, kom fredag til Louisiana for at få et førstehåndsindtryk af indsatsen mod den udstrømmende olie fra en løbsk oliebrønd i Den Mexicanske Golf.

Besøget er Obamas andet i området for at få indtryk af situationen.

- Det er min opgave at få ordnet dette, sagde en åbenlyst ophidset Obama inden afrejsen fra Washington.

Embedsmænd sagde forud for præsidentens ankomst, at olieselskabet BP har haft held med at blokere for den udstrømmende olie.

Men det er uklart, om presset kan opretholdes, eller om olien vil begynde at strømme ud i havet igen.

Olieselskabet BP's chef, Tony Hayward, siger, at der kan gå to døgn, før der er overblik over redningsindsatsen.

- Det vil formentligt vare mindst 48 timer, før vi kan have tillid til, at det er lykkedes for os, siger Hayward.

Han tilføjer, at BP også anvender en anden metode, hvor der nedsænkes vragmaterialer eller affald i brønden for at få stoppet olieudslippet.

Det er meningen, at hullet, hvorfra olien strømmer op, skal forsegles med cement, hvis det lykkes at standse strømmen.

Nye data har vist, at olieudslippet er næsten tre gange så stort som det, der skete i Alaskas miljøkatastrofe i 1989 med skibet Exxon Valdez.

Ud over frygten for en miljøkatastrofe i Louisiana er der frygt for redningsarbejdernes helbredstilstand. De er blevet udsat for en række farlige kemikalier og nogle er blevet fløjet væk til behandling.

Den britiske oliegigant siger, at oliespildet har kostet firmaet 930 millioner dollar, og BP's markedsværdi er faldet med milliarder.

/ritzau/Reuters