Med forfremmelsen af Tammy Smith har amerikansk militær nu fået sin første åbenlyse homoseksuelle general.

USA: Indtil sidste år risikerede amerikanske soldater at blive smidt ud af hæren, hvis det kom frem, at de var homoseksuelle. Den lov blev ændret i september 2011, og amerikansk militær har nu fået sin første homoseksuelle general.

Oberst Tammy Smith blev forleden forfremmet til brigadegeneral i hærens reservestyrker. Hun har i årevis levet i et hemmeligt parforhold med en anden kvinde, og i forbindelsen med forfremmelsen står hun for første gang åbent frem og fortæller, at hun er lesbisk.

Over for militæravisen Stars and Stripes afviser Tammy Smith imidlertid at tale yderligere om sin seksuelle orientering og betydningen af at udnævne en homoseksuel til general.

- Det er ikke nødvendigt at fokusere på det. Det vigtige er opretholdelsen af hærens værdier og det ansvar, som det indebærer, siger den nyudnævnte brigadegeneral.

Homoseksualtet var helt forbudt i det amerikanske militær frem til 1993, hvor princippet »Don’t ask, don’t tell« blev indført. Det indebar, at bøsser og lesbiske gerne måtte tjene i militæret, forudsat at de ikke var åbenlyst homoseksuelle.

Da loven blev ophævet i 2011, gav Tammy Smith et anonymt interview til Stars and Stripes. Hun sagde i den forbindelse, at hun ikke havde planer om at fortælle sine kolleger om sin seksualitet, men hun var dog lettet over, at hendes karriere ikke længere var i fare, hvis hun blev opdaget som lesbisk.

- Endelig kan min partner og jeg gå i byen sammen uden at bekymre os, sagde Tammy Smith den gang.

Selv om homoseksualitet ikke længere er forbudt i de væbnede styrker, er de homoseksuelle endnu ikke helt ligestillede med deres heteroseksuelle våbenbrødre- og søstre. For eksempel anerkender militæret ikke registrerede partnerskaber og udbetaler derfor ikke pension til den efterladte partner, hvis en homoseksuel soldat bliver dræbt i tjenesten.