Stig Tøfting er igen røget i problemer. Ifølge Århus Stiftstidende var han i håndgemæng til en spillerfest, og han er indkaldt til møde med AGF's formand.

Den tidligere landsholdsspiller Stig Tøfting er igen røget i problemer. I følge Århus Stiftstidende var Tøfting indblandet i håndgemæng ved en spillerfest i AGF.

En ophidset situation mellem Tøftig og en holdkammerat skulle have udviklet sig til håndgemæng, og flere holdkammerater blandede sig i balladen, som efter yderligere tumult blev tysset ned.

Århus Stiftstidende skriver, at Stig Tøftigt nu risikerer at blive fyret i AGF, når han tirsdag skal til møde med AGF's formand Svenn Dam.

- Vi har hørt om balladen ved spillerfesten, og derfor har vi indkaldt Stig Tøfting til møde. Vi har hørt flere rygter, og hvis de er sande, tager vi naturligvis konsekvensen af dem, siger Svenn Dam til avisen uden at ville oplyse, hvad konsekvensen i givet fald er.

Stig Tøfting mener ikke, at det er noget at skrive om.

- Du ved, hvordan vi pjatter og skubber til hinanden. Det gør vi også på fodboldbanen, og det er ikke en artikel værdigt, siger Stig Tøfting.

35-årige Stig Tøfting er to gange tidligere dømt for vold.

/ritzau/