Brian Holm har prøvet lidt af hvert og lever ud fra en relativt simpel filosofi. Og så har han en kone, der heldigvis tager sig af det huslige
Brian Holm har prøvet lidt af hvert og lever ud fra en relativt simpel filosofi. Og så har han en kone, der heldigvis tager sig af det huslige.
Han tager imod. Men er ikke helt sikker på, hvor kaffebønnerne er. Han roder lidt på må og få. En opringning til fru Christine bringer klarhed over bønnerne. Brian Holm lægger ikke skjul på, at huslige pligter ikke lige er ham.
Til gengæld kom hans mureruddannelse til sin ret, da villalejligheden på Frederiksberg i sin tid skulle sættes i stand. Og samme dag, interviewet finder sted, har Holm tænkt sig at udfordre sin indre handyman ved at bygge en skateboardrampe til sønnen Albert og kammeraterne fra villavejen.
»Det er ikke mig, der laver mad her i huset, det interesserer mig ikke rigtigt,« lyder bekendelsen fra Holm selv.
Opret abonnement på PLUS og læs her om Brian Holms reflektioner - Husk at du får 1. måned gratis.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Faktisk gør Brian Holm næsten en dyd ud af sin uformåen, når det kommer til at være praktisk gris.
»Det er fruen, der sørger for at betale regningerne og ordne den slags. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle stille op med nem-id og sådan noget,« tilstår den 52-årige sportsdirektør.
Helt så slemt står det ikke til. De fleste med et kendskab til Holms vaner ved, at han er ret ferm til sms’er, og mail bliver også besvaret på en studs. Twitterkontoen er også en af de mest aktive i sportens verden. Og sjov at følge. Så helt ude af trit med tiden er Brian Holm altså ikke. Selv om vinylpladerne i stuen fortæller om en stor rockpassion for både Thin Lizzy, Morrissey og stil-ikonet Paul Weller.
Holm blev smertefuldt centrum for en kriminalsag, da han i sommeren 2014 var anklaget for sexovergreb mod en mindreårig pige fra kvarteret, der jævnligt har været på visit i hjemmet på Frederiksberg for at lege med Holms datter.
Hovedpersonen selv valgte til trods for navneforbud at stå frem, inden sagen tog sin begyndelse ved retten på Frederiksberg. I begyndelsen af juli blev Holm pure frifundet for alle anklagepunkter.
»Jeg har lagt sagen bag mig og tænker egentlig utrolig lidt på den i dag,« siger Holm.
BT har mødt Brian Holm til en snak om at have rundet det store 5-0-hjørne og være i dét, der førhen blev kaldt mandens bedste alder.
Om at runde ’Det store hjørne’
»Især efter jeg stoppede som aktiv, er jeg begyndt at se på livet som et langt væddeløb. Hvis du er 52, har du kørt 52 etaper. Ind imellem ryger du på røven, får en på kyssetøjet, og så er det altså op på cyklen igen. Der er regnvejrsdage og dem med solskin. Der er dage, hvor du har svært ved at finde en plads på viften og får for meget vind på næsen. Men det er som regel den dygtigste og klogeste, der overlever eller klarer sig bedst.«
»Jeg synes, det var et skarpere hjørne at runde, da jeg fyldte 30. Jeg kan huske, at jeg skulle til Montreal og køre World Cup-løb på min 30 års fødselsdag, og jeg sagde ikke noget til nogen. Det var jeg sgu ikke stolt af. Det var sådan en fornemmelse af, at løbet var ved at være kørt. Hvor kan man tage fejl.«
»Da jeg fyldte 50, syntes jeg bare, det var superhyggeligt. Der var intet med at slå sig selv i hovedet med det høje tal og det store 5-0 og den slags. Men der er vel for helvede aldrig nogen, der har glædet sig til at blive 30, 40, 50 eller 60.«
»Fordelen ved at blive ældre er jo, at man har stået i mange situationer eller kender andre, der har. Alderen gør også, at man bliver mere afslappet i forhold til mange ting. Man får en tilbagelænet ro i sjælen uden den store panik.«
»Jeg ville da hellere være 42 end 52. Og jeg ville nok også hellere være 32 end 42, da jeg var dér. Men det handler jo også om, at for hver ti år, der går, er man det tættere på at være i mål.«
»Fakta er, at hvis du er 52, ved du sgu mere end en, der er 22. Der kan også være bagdele, hvis du er 52, fordi du er bange og trækker dig i massespurterne. Livet kan give dig nogle drag over nakken i form af forliste ægteskaber eller fyringer og spekulationer med aktier, og så tør man pludselig ikke mere. Som ung tror du på det. Der er en fandenivoldskhed, som er fascinerende at se på hos en ung. De tror så meget på det, og det vokser man fra med tiden.«
»Det er muligvis et udtryk for, at man bliver rundere med alderen. Selvfølgelig kan det have sin charme at sprænge i luften, men som ung tror man sig usårlig, hvorimod man med alderen kan blive bedre til at tænke sig om to gange. Hvis det var en fodboldkamp, er vi jo nok længere henne end midtvejs i anden halvleg.«
Om at være en rullesten
»Trods alderen har jeg altså stadig en rastløshed. Mere rodfæstet er jeg heller ikke blevet. Og det er ikke nødvendigvis at tage på safari eller den slags. Der skal helst ske noget hele tiden. Jeg skal ud at løbe eller cykle. Et eller andet. Jeg har svært ved, at der ikke sker noget.«
»Det er nok mest en frygt for at kede mig og ikke et drive som sådan. Hvis det var et drive, ville jeg nok gøre noget fornuftigt, og det gør jeg ikke altid. Hvis jeg havde det rigtige drive, havde jeg ordnet det toilet, jeg har haft en plan om siden sidste vinter. Og jeg er gammel murer, så det er bare med at komme i gang.«
»Hvis vi sidder herhjemme en fredag aften, og det største på programmet er ’Vild med dans’, er det svært for mig ikke at køre ned på Grock og sige hej eller tage ud at løbe, selv om klokken er 21, og det er regnvejr. Men når jeg kommer hjem, er der ro i sjælen, og jeg kan sove.«
»Hvis jeg brugte min rastløshed mere konstruktivt, fik jeg svaret på mail og lavet orden i diverse regnskaber.«
Karrieren
»Alt det der med suset fra sportens verden kan jeg næsten ikke huske noget af. Det var da stort og fantastisk, da Bjarne vandt Touren, og jeg har været med til at vinde mange etaper i Tour de France også som sportsdirektør. At vinde med Mark Cavendish på holdet er da sjovt at være med til, men man kan få den samme underholdning ved at løbe med venner rundt om Damhussøen en onsdag aften. Det giver mig også et sus.«
»Jeg vil næsten vende det om og sige, at sejre kan du næsten kun få flere sorger af. Og jo mere du vinder, jo værre bliver det året efter, hvis du ikke kan følge det op. Du kan være sikker på, at pressen er over dig. Derfor prøver jeg på ikke at blive for emotionelt involveret i sejrene. Jeg tager det fuldstændig som et arbejde, og du vil aldrig se mig stå og hoppe som et håndboldhold, hvor de står og holder om hinanden.«
»Som årene er gået, er jeg blevet mere bevidst om mine egne dumheder. Mine fejl og mangler. Om at træne forkert eller for meget og spise forkert eller for lidt. Jeg blev også fyret på MemoryCard Jack&Jones og havde en aktie i det selv, fordi jeg var for fræk. Jeg hadede dem i mange år, men måske skulle jeg også have været bedre til at holde kæft. Man skal vælge sine slag med omhu.«
»Der var mange ting, jeg kunne have gjort meget smartere. Det er ikke alt i denne verden, man nødvendigvis skal sige sin mening om. Der venter ingen pokaler for det. Selv om man synes, det er rigtigt. Der er krige, man ikke kan vinde.«
»Hvad enten man har tænkt sig at slås mod pressen eller DCU eller UCI, må man bare erkende, at de nok er der, når jeg er død. Glem det. Der er andre måder at gøre det på. Også selv om du føler dig uretfærdigt behandlet.«
»Det er muligvis et udtryk for, at man bliver rundere med alderen. Selvfølgelig kan det have sin charme at sprænge i luften, men som ung tror man sig usårlig, hvorimod man med alderen kan blive bedre til at tænke sig om to gange.«
»Der er ikke nogen chance for, at jeg bliver nosseløs. Jeg er stadig mand for at sige min mening, og det sker, at jeg forlader et interview eller et radioprogram og tænker på vej ud, hvorfor jeg nu sagde det eller det, men igen, så er det nok heller ikke værre. Man kommer videre.«
Faderskab
»Et barn er på mange måder verdens bedste opfindelse. Når du har børn, opnår du en sårbarhed, der ikke har været der tidligere. Jeg har spekuleret på, om det er fordi, jeg er blevet 50 eller har haft kræft, men sikkert er det, at du kommer lige et par spadestik dybere ned i dine følelser. Jeg kan huske, jeg læste om en episode, hvor et barn drev til havs ved Vesterhavet på en luftmadras, og bedsteforældrene så det drukne. Det er et fucking mareridt, og jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Sådan ville jeg ikke have haft det, før jeg fik børn. At læse om ulykker med børn involveret kan halvvejs ødelægge min dag. Man bliver lidt mere bange for en masse ting. Jeg elsker mine børn, men det er ikke sådan, at de har vendt op og ned på mit liv.«
»Det var nok heldigt, jeg ikke blev far, da jeg var i 20erne. Det havde jeg ikke været klar til. Men det har ikke været nogen bevidst planlægning først at blive far i en sen alder.«
»Alt på den konto havde jeg sådan set opgivet lidt. Min første kone fik fire eller fem ufrivillige aborter. Da jeg blev skilt, fik jeg en ny kæreste, og hun aborterede også et par gange. Jeg tænkte, at det var nok story of my life. Det havde jeg så at indrette mig efter. Det var absolut ikke, fordi jeg havde fravalgt at blive far. Der var tale om tilfældigheder.«
Ægteskab
»Jeg sagde til min kone, da vi flyttede sammen, at hun skulle være sikker på, vi aldrig ville blive gift. Det havde jeg været en gang, og det blev jeg ikke lykkeligere af. Ikke noget med at drømme om bryllup. Vi mødte hinanden i 2001 og havde vel været sammen i ti år, og pludselig slog det mig, at nu havde hun holdt mig og alt mit pladder med 150 rejsedage om året ud, fået to børn og tro mig, jeg er altså ikke altid nem at være i forhold med, men hun har aldrig nogensinde brokket sig over min manglende huslighed med mad og vask og den slags.«
»Jeg kom til at tænke, at det var satans, det fungerer jo faktisk herhjemme. Så selv om jeg per definition havde været imod ægteskab, spurgte jeg Christine, om hun ville giftes. Hun svarede, at ja, det ville hun da gerne, hvis jeg synes, det ændrede noget. Det synes jeg sådan set ikke, men nu var det jo mig, der ville.«
»Efter ti år er jeg ved at have udstået værnepligten, og jeg er ikke kommet hjem til en tom lejlighed. Det har jeg ellers prøvet et par gange før, så det kunne godt udløse en lille ’medarbejderbonus’.«
»Der er ingen tvivl om, at det er hende, som fylder mest i hjemmet. Hun driller mig også med, at jeg tror, jeg er verdens bedste far, hvis jeg sætter mig og leger med ungerne i ti minutter, indtil telefonen ringer igen. Og hun har nok ret.«
»Når jeg er afsted til Tour de France, er hun herhjemme og alene med børnene i en hel måned. Nogle gange bruger hun en hel dag sammen med dem i Frederiksberg Have og hygger sig, og sådan ville det ikke være med mig. Det er fascinerende, for jeg ville nok ikke gide det.«
»Vi har ikke lavet nogen form for ægtepagt. Det hele er kommet i min kones navn. Hvis hun bliver træt af mit pladder, er det hende, der har villalejligheden og firmakontoen, og så må jeg klare mig selv.«
»På det tidspunkt var jeg 49. Og det er ikke noget, jeg ville have gjort som 29-årig. Dengang holdt jeg nok altid en dør på klem, så jeg hurtigt kunne smutte. Tidligere har jeg nok haft svært ved at comitte mig selv 100 procent, og så kommer det jo ikke ligefrem til at køre på skinner.«
»Jeg er godt gift. Det fungerer. Og hvis min kone en dag skulle finde en anden, ville det sandsynligvis også være min egen skyld. Det stresser mig ikke.«
»At have et privatliv, der fungerer på den ene eller anden måde, må sgu være det vigtigste. Man bliver ikke et lykkeligere menneske af at vinde Tour-etaper eller blive berømt. Hvis man tror det, er man på vej mod et temmelig tomt liv.«
Følsomhed
»På cykelholdet får vi lavet psykologiske test. Vi bliver delt op i grupper og skal udfylde et skema til at begynde med. Ifølge dem er jeg blandt de mest impulsive og den hurtigste til at tage en beslutning. Lægerne på holdet vil helst forstå det hele, inden de tager en beslutning. Der er en vis logik i det.«
»I evalueringen af min person står der sådan noget med, at jeg gennemgående er den samme, som jeg har været hele tiden, men at jeg i en alder af 50 er mere følsom. Jeg kan huske, at jeg kiggede på min gamle makker Rolf Aldag og grinte lidt af det.«
»Det sjove er, at det nok er rigtigt. Der er masser af tidspunkter, hvor du kan knuse mine knoer med en lægtehammer, uden at jeg ville fortrække en mine. Men jeg kan sidde og se Harry Potter sammen med ungerne og få blanke øjne. Min datter kigger op på mig og siger ’jeg tror far græder’, men jeg slår det hen med, at ’far er glad’, fordi det handler om bare at være så tilfreds med det hele.«
»Jeg spekulerer ikke så meget over, hvorfor det er sådan. Det er bare meget hyggeligt, at man kan have det så godt og slappe så meget af, at man bare kan tænke på, om der findes en stopknap, så tiden kan fryses fast. Så har du næsten en følelse af, at det nærmest kun kan gå ned ad bakke.«
»Det er rørende, at tilværelsen kan se så dejlig nem ud. Det overgår langt de øjeblikke, jeg har haft i mine år i elitesport.«
»Alt det der med suset fra sportens verden kan jeg næsten ikke huske noget af. Det var da stort og fantastisk, da Bjarne vandt Touren, og jeg har været med til at vinde mange etaper også som sportsdirektør. At vinde med Mark Cavendish er underholdende, men man kan få den samme underholdning ved at løbe med venner rundt om Damhussøen en onsdag aften. Det giver mig også et sus.«
»Jeg vil næsten vende det om og sige, at sejre kan du næsten kun få flere sorger af. Og jo mere du vinder, jo værre bliver det året efter, hvis du ikke kan følge det op. Du kan være sikker på, at pressen er over dig. Derfor prøver jeg på ikke at blive for emotionelt involveret i sejrene. Jeg tager det fuldstændig som et arbejde, og du vil aldrig se mig stå og hoppe som et håndboldhold, hvor de står og holder om hinanden.«
Døden
»Det at have haft den så tæt inde på livet får en til at ville leve mere. Dagligdagsproblemer kommer til at syne af mindre, og livskvaliteten bliver betydeligt større. Døden har været nærværende, næsten så længe jeg kan huske. Allerede i mine unge år stødte jeg ind i det med at miste på grund af pludselige dødsfald. Min fætter blev dræbt, Louis fra min klasse sprang ud fra Knippelsbro, og Johnny D. fra cykelklubben hængte sig.«
»Det er ikke så meget døden i sig selv, men det man mister, der er det tragiske. Det siger de fleste, der skal dø. Det er afskeden med dine børn og livet i alle dets store og små facetter, som er det tunge. At du ikke skal løbe en tur eller nyde en kop kaffe mere.«
»Når du står over for døden, finder du fandengaleme ud af, hvad du egentlig sætter pris på her i livet. I det øjeblik den såkaldte fede dame skal til at synge sidste vers, er du så fucking bevidst om, hvad du sætter pris på i tilværelsen.«
»Det kan godt gøre mig noget eftertænksom, når frygten for at venner eller min kone skulle blive ramt af sygdom og død. Jeg er en tøsedreng, hvad sådan noget angår, og kan ikke fordrage hospitaler, når det er venner og bekendte, som er involveret. Jeg bryder sammen og kan ikke have det.«
»Jeg har lige været nede at besøge en af mine gamle cykelvenner, som er ramt af kræft, og det er jeg mand nok til, men det er også, fordi jeg ved præcis, hvordan han har det lige nu. Det er bare noget, man skal gøre.«
»Med alt det, jeg har fingrene i, finder man ud af, at livet altså ikke er en fucking Pepsi-reklame. Det handler om at holde tungen lige i munden og tage sig sammen.«
»Man skal huske at spise desserten. I morgen kan det være for sent. For noget tid siden var der koncert med Morrissey, og vi snakkede om, hvorvidt vi skulle tage afsted eller være fornuftige og blive hjemme med en ny uge foran os. Det ville nok blive til en øl for meget, og jeg skulle til møde i kommunalbestyrelsen mandag formiddag, men hellere være lidt træt om aftenen og så have haft en god oplevelse.«
»I 1986 fik jeg kraniebrud og lå på et hospital i Belgien i overhængende fare for at dø. Da min mor kommer, får jeg den sidste olie af hospitalspræsten. Som jeg også tidligere har beskrevet i en af mine bøger, har jeg været tæt på at dø mere end en gang. Men man må tage det forfra. Da jeg fik kræft, kunne jeg slå op på nettet og se, at der var mindre end 50 procents chance for at overleve. Det er utrolig kontant og konkret.«
»Det er så moderne at lave top ti-lister for alting. Det bedste, jeg har prøvet, er at fodre ænder med Albert i Frederiksberg Have, at sidde ude i køkkenet og få en kop te med rødderne efter en løbetur og den slags. Man kan være sikker på, at intet af det, man sætter højest, koster penge. Du kan ikke købe dig til det, du sætter højest pris på.«
Øjet i det høje
»Jeg går i kirke i hvert fald en gang om måneden. Jeg begyndte på det som lidt af en tilfældighed engang i 1990erne, hvor der var en i min bekendtskabskreds, som var ved at dø. Det gav mig en form for ro, og jeg svor, at hvis den person overlevede, ville jeg blive ved at gå i kirke. Når man har sagt den slags, fanger bordet. Jeg havde ikke lyst til at virke for blasfemisk, så lige siden har jeg gået i kirke.«
»Jeg har også prøvet at meditere og lave yoga, men kan ikke finde ud af det. At gå i kirke, slappe af og bede for de syge, er min meditation. Man kan sende en tanke af sted til sine bedsteforældre, der ikke er her mere. Man viser de døde respekt. Når jeg kommer ud af kirken, føler jeg ikke, der er noget, som kan ramme mig. Det er som at have været en mobiltelefon med en bjælke strøm tilbage, og når du kommer ud, er der fuldt batteri igen. Jeg tror, hvis folk gik mere i kirke, bare en gang om måneden, ville der være mindre stress og depression i det her samfund. Hverdagen ville blive nemmere.«
Sådan mødte jeg fruen
»Min ven Ahmed påstår, det var igennem ham. Jeg var så sindssygt genert. Der gik halvandet år, men så fandt jeg ud af, at hun selv cyklede og havde kørt op ad Alpe d’Huez sammen med sin far. På det tidspunkt var hendes ansigt på alle bybusser i København som del af en brille-reklame. Ahmed var mand for at arrangere et møde, men jeg mente, hun var lidt for lækker til mig. Det kunne jeg ikke magte. Til sidste havde jeg det, som Morrissey synger: ’The More you Ignore Me The Closer I Get’, og Christine har sagt, at jeg virkede så ligeglad, at hun troede, jeg ikke var interesseret, men jeg ville jo ikke risikere at lide nederlaget.«
»Der gik nok halvandet år, hvor vi gik og så hinanden an. Drak en kop kaffe en gang imellem og sådan. Da vi så blev kærester, gik der ikke mere end 14 dage, før vi boede sammen. Der var folk, som sagde, at det gik hurtigt med at nå så langt. Men til dem sagde jeg bare, at så var hun nok også hurtigt ude igen.«
Resten af livet
»Jeg prøver altid at tænke fem år frem. Netop fordi jeg ikke har fast arbejde. Hvad kan der ske, hvad kan der ramme. En dopingsag kan lukke mit cykelhold og sende mig ud i arbejdsløshed. Det er med at holde gryden i kog, Få skrevet en bog, kommentere på Eurosport, lave kommunalpolitik og udvide min horisont, og så har jeg startet et firma, som laver cykeltøj. Det vil være dejligt, hvis det er et velfungerende firma, når jeg runder 60.«
»Jeg er ikke ved at slække på gassen. Hvis jeg havde 20 mio. kr. i banken kan det da godt være, jeg ville skære noget af det fra. Måske ville ti mio. kr. være bedre, for så ville du stadig være tvunget til at gå på arbejde.«
»Da jeg var rytter, plejede jeg at sige: Jeg har tjent penge nok til resten af mit liv. Forudsat at jeg dør inden for fem år. Så fik jeg kræft, og så var den vittighed ligesom død.«
Dagen og vejen
»Hverdagens trivialiteter kan stresse mig. Min kone sagde til mig, at hvis hun ikke var der, ville jeg være fortabt, for jeg kan ikke finde ud af noget. Intranet, huske badedragt, matematikopgaver med ligninger og legeaftaler, det kan stresse mig ret meget.«
»Når jeg skal betale regninger, lægger jeg dem til min kone, så hun kan ordne det via netbank, og jeg har vist stadig til gode at tømme opvaskemaskinen.«
