Topchef i A.P. Møller-Mærsk Jess Søderberg skal slappe af, når han slipper tøjlerne i koncernen. Han føler, at en tidlig pension er på sin plads.

Jess Søderberg har ikke ærmet fuldt af bestyrelsesposter, når han forlader stolen som topchef for Danmarks største koncern. Søderberg går to år før tid - han havde annonceret, at han ville træde tilbage i 2009. Men fredag morgen kom det frem, at Carlsberg-direktør Nils Smedegaard Andersen afløser ham 1. december 2007.

- Bestyrelsen har en afløser klar, derfor går jeg nu. Og det passer mig fint. Jeg synes, jeg har fortjent en early retirement efter 37 år i koncernen - hvoraf 22 har været i direktionen og 14 af dem som CEO (koncerndirektør). Nu må der være nogen andre, der tager over, siger Jess Søderberg til Ritzau.

Og han glæder sig allerede nu til at komme til at nyde pensionisttilværelsen:

- Nu har jeg haft travlt i 37 år. Nu vil jeg gerne prøve ikke at have travlt hele tiden. Og jeg har ikke nogen planer, andet end jeg vil være mere for familien og vennerne og læse noget, der ikke er faglitteratur, lyder det fra Søderberg.

/ritzau/