Farlige situationer på motorvejen ved Fredericia og i Kolding får dommer til at fængsle 29-årig bilist.

En bilist fra Kolding-området har optrådt så farligt i trafikken, at en dommer lørdag har fundet det nødvendigt at varetægtsfængsle ham.

De første meldinger om mandens optræden fik politiet fredag aften ved 18.30-tiden.

På motorvejen ved Fredericia gjorde sig meget uheldig bemærket som spøgelsesbilist.

- To biler måtte undvige for ikke at blive ramt, fortalte anmelderne, siger politiets vagtchef Hans Hoffensetz.

Bilen, en Nissan Primera, kørte sydpå men i det nordgående spor.

Umiddelbart kunne en politipatrulje ikke finde frem til bilen, men på en de almindelige landeveje ved Kolding var der bid cirka 20 minutter senere.

Føreren af bilen uden nummerplader ville ikke standse, da patruljen ønskede at tale med ham - og derefter opstod der nye farlige situationer.

- Han kørte over for rødt flere gange. Og i krydset Sjællandsgade og Bornholmsvej i Kolding måtte to mennesker springe til side for ikke at blive påkørt, siger vagtchefen.

Til sidst blev bilen standset, og den 29-årige mand blev anholdt.

Han sigtes blandt andet for at udsætte andre for livsfare ved de to situationer, og lørdag besluttede en dommer at fængsle ham til 6. januar.

/ritzau/