»Hvor er han? Hvad er der sket? Og hvorfor har han ikke taget kontakt til os?«

Sådan lyder nogle af spørgsmålene fra mosteren til den 17-årige Farhad Tober, der har været forsvundet siden den 9. april 2022, da B.T. taler med hende og onklen torsdag.

Sagen om den forsvundne teenager har taget en ny drejning, efter det torsdag eftermiddag kom frem, at Sydøstjyllands Politi arbejder på at finde ud af, om Farhad Tober i juli 2023 søgte asyl i Tyskland.

Den pågældende person, som politiet formoder er Farhad Tober, havde søgt asyl i Tyskland, og blev derefter tilknyttet et tysk asylcenter, som personen dog aldrig mødte op på.

LÆS OGSÅ: Meldt savnet i halvandet år: Politiet melder nyt ud om Farhad

Familien ser det som et livstegn, fortæller Farhad Tobers onkel til B.T., efter at have set et billede af den person, som har søgt asyl i Tyskland. Blandt andet et ar på kinden får familien til at tro på, det er ham.

»Det ligner ham rigtig meget. Vi tror faktisk, at det er ham,« fortæller Hefkr Ibrahim. 

Farhad Tobers moster Veder Ibrahim siger samtidig, at familien undrer sig over, hvorfor familien ikke har hørt fra ham:

»Men jeg ved ikke, hvad der er gået igennem Farhad, fordi han var en meget genert, sød og omsorgsfuld dreng. Han var meget afhængig af at gøre ting med familien. Altså, jeg ved ikke. Han var også meget bange.« 

Den dengang 16-årige Farhard Tober forsvandt, ifølge familien, for halvandet år siden efter en politiforretning i Vejle, hvor han løb ind i en skov.

Det fortæller familien i en ny DR-dokumentar 'Forfulgt af politiet?', hvor familien fortæller, at de mener, at Sydøstjyllands Politi i en længere periode har chikaneret familien.

Har I noget familie i Tyskland?

»Nej, vi har kun familie i Schweiz og Belgien.«

Vidste I, at han var flygtet til et andet land?

»Vi vidste slet ikke, om han var i live.«

Har I på noget tidspunkt hørt noget, eller haft nogen indikationer, der kunne tyde på, at Farhad skulle være i Tyskland?

»Nej, slet ikke. Det er politiet, der sidst har set ham, og hvorfor i alverden skulle vi have interesse i ikke at have Farhad hjemme hos os?«

LÆS OGSÅ: Aminata Amanda Corr: DR-dokumentar svigter Farhad mere end politiet gør