Landstræner Janne Karlsson er klar med flere ændringer på sæsonens næste landshold i Metal Challenge 5-7. februar i Rødovre, Gentofte og Herlev.

Blandt de spillere, der ikke var med i fire nationers-turneringen i november i Stavanger mod Norge, Frankrig og Letland, var navne som Nichlas Hardt, Linköping, Julian Jakobsen, Hamburg Freezers, Morten Green, Schwenninger Wild Wings, Patrick Galbraith, Karlskrona, og Daniel Nielsen, Herning Blue Fox, men de får i næste måned sæsondebut på landsholdet.

»Jeg glæder mig til at se Daniel Nielsen på landsholdet. Ham har jeg ikke haft med tidligere,« siger Janne Karlsson om den rutinerede Herning-back, der sidste sæson var plaget af skulderproblemer.

Janne Karlsson har ikke udtaget det endelige hold, men understreger, at grundstammen bliver Stavanger-holdet.

På grund af kampe i KHL må han formentlig se bort fra Philip Larsen, Yugra Khanty-Mansiysk, og Patrick Bjorkstrand, Medvescak Zagreb, og kampe i Asia League forhindrer et comeback af Kim Staal. Han spiller med stor succes for japanske Tohoku Free Blades og har i 31 kampe lavet 47 point (22 mål og 25 assist).

Heller ingen af spillerne i de nordamerikanske ligaer er til disposition.

Sådan ser det danske program ud for Metal Challenge:

Torsdag 5. februar kl. 19.30: Danmark-Frankrig i Gentofte

Fredag 6. februar kl. 19.30: Danmark-Hviderusland i Herlev

Lørdag 7. februar kl. 19.00: Danmark-Norge i Rødovre

Landsholdet spiller i april otte testkampe op til VM-premieren 2. maj mod Slovakiet i tjekkiske Ostrava.

Janne Karlsson fulgte kampene i Toronto fra U20-VM med stor interesse på tv og ser gerne spillere som Nikolaj Ehlers og Oliver Bjorkstrand på VM-holdet til maj.

»De imponerede mig og har en spændende NHL-fremtid. Det bliver interessant at se dem på A-landsholdet, men det er desværre ikke noget, vi selv kan afgøre,« siger han.

»U20-holdet spillede en lysende turnering og gav omverdenen det bedste indtryk af dansk ishockey.«