Rikke Skov risikerer at blive smidt ud af Håndbold Spiller Foreningen, fordi hun vil fortsætte med at spille for landsholdet.

Den verserende konflikt i dansk kvindehåndbold får nu Håndbold Spiller Foreningen til at overveje, hvad man skal gøre med de landsholdspillere, som har sagt ja til at spille for landsholdet, selvom de er blevet rådet til at boykotte det.

- Fra min optik, så kan vi ikke løbe rundt og hjælpe folk, som ikke støtter det, vi som forening står og kæmper for. Der er ikke truffet nogle afgørelser endnu, men hvis nogle skal ekskluderes fra foreningen, så er det bestyrelsens arbejde, siger Michael Sahl Hansen, som er direktør i Håndbold Spiller Foreningen, til jp.dk.

Rikke Skov var en af de erfarne spillere, der i weekenden besluttede sig for at fortsætte på landsholdet. Hun er klar til at blive ekskluderet, hvis det skulle blive aktuelt.
 
- Det bliver deres valg, hvis jeg skal ekskluderes. Jeg synes bare, at det er ærgerligt. Håndbold Spiller Foreningen burde ikke følge dens egen holdning. Jeg synes, de burde følge spillernes holdning, siger Rikke Skov, der forklarer, at hun står fast ved sin beslutning om at fortsætte på landsholdet.