Mikkel Hansen agerede dansk enmandshær for Paris Saint-Germain, der søndag led det første nederlag i denne sæsons udgave af Champions League til THW Kiel.

Trods topscorertitel i kampen med otte mål måtte Mikkel Hansen tage til takke med et nederlag hjemme i Paris til landsholdskollegerne Rasmus Lauge og René Toft Hansen, der begge var med tyskerne på besøg. De nappede alle point med sejren på 25-27, og det blev til via tre danskermål for Kiel. Lauge satte to bolde i nettet, mens René Toft Hansen nøjedes med en enkelt.

THW Kiel overtog dermed førstepladsen i Gruppe A, hvor Paris Saint-Germain indtil søndag var ubesejrede. Nu er begge hold på otte point for fem kampe i gruppen, der sender hele fire af seks hold videre. De to danskerklubber ligger dermed stadig godt til i det spil.