Hvordan går det med Michael Schumacher? Det er der ganske få mennesker der ved, for familien har insisteret på at holde meget lav profil, siden den tidligere Formel 1-verdensmester slog hovedet voldsomt i en skiulykke og måtte lægges i koma.

Han er ude af koma, ude af hospitalet og hjemme hos familien i schweiziske Gland tre år efter ulykken. Og mens familien har skærmet godt af for alt nyt omkring Schumacher, har tyskerens tidligere manager, Willi Weber, givet dem et andet råd.

Han fortæller ikke meget om Schumachers tilstand, men han bidrager endnu mere til mystikken.

»Jeg har kæmpet i mange år, men familien har ikke fortalt hele sandheden. Jeg har kæmpet min kamp, men de lytter ikke til mine råd længere. Jeg synes, det er på tide at lade de millioner af fans vide, hvordan det går,« siger Willi Weber.

Det tyder dog ikke på, at fans vil få meget mere at vide. Selvom det både er blevet forsøgt at stjæle Schumachers sygejournal fra hospitalet, sælge billeder af den komaramte tysker og snige sig ind på hospitalet, ved omverdenen ikke meget.

Og sådan fortsætter det, fortalte familien i december.

»Michaels helbred er ikke et offentligt anliggende, og derfor vil vi fortsætte med ikke at kommentere noget i den retning. Det er også, fordi vi er nødt til at beskytte hans intimsfære. Juridisk set og på længere sigt vil enhver udtalelse om hans helbred formindske omfanget af hans intimsfære,« sagde familiens talskvinde Sabine Kehm ifølge Fox Sports.

Derfor skal den tidligere manager altså ikke regne med, at familien Schumacher fortæller noget som helst om, hvordan Michael Schumachers genoptræning skrider frem. Han må i stedet vente på nyt. Og han håber, at det en dag kommer fra hans tidligere klient.

»Når jeg sidder derhjemme, og telefonen ringer, så får jeg følelsen af, at det er Michael, som ringer for at sige: ”Willi, hvordan går det?”. Håbet er det sidste, der forlader en,« siger Willi Weber.