I uendeligt mange minutter kunne den danske instruktør Kristian Levring bare stå og tage imod hyldesten, da den ekstatiske jubel fra Cannes-publikummet i filmbyens største biograf bragede løs.

'Salvation', som er den første rigtige danske western nogensinde, havde verdenspremiere lørdag nat på verdens største filmfestival, og da filmen sluttede, fløj publikum op af deres sæder i begejstring, mens de råbte og piftede, og klappede hænderne røde i begejstring.

Så højt og i så lang tid, at instruktør Kristian Levring fortæller BT, at han blev helt flov, og ikke anede, hvilket ben han skulle stå på.

 - Jeg var dybt bevæget, og vidste faktisk ikke helt, hvordan jeg skulle tackle det. Jeg havde mest lyst til at sætte mig ned igen og stoppe klapsalverne. Men så lænede Mads (Mikkelsen) sig smilede over mod mig og sagde, at jeg bare skulle tage det til mig: 'Bare nyd det', sagde han. 

Så det prøvede jeg på, fortæller instruktøren fra Cannes søndag aften.

- Jeg aner ikke hvor lang tid de klappede, det er jo ikke noget man tager tid på i sådan en situation. Men det var lang tid. Meget lang tid. Så til sidst kunne jeg ligeså godt præsentere hele holdet, mens de klappede, fortæller Kristian Levring fra Cannes, hvor Peter Aalbæk i følge instruktøren går rundt og stråler som en sol.

Den danske western er allerede solgt til flere lande, og for øjeblikket forhandles om salg til selveste western-genrens hjemland, USA.

Og det er ikke kun publikum og købmændene, der går grassat over Kristian Levrings western.

Også anmelderne jubler over Levring, der bliver sammenlignet med de allerstørste indenfor genren, samtidig med, at han får ros for at tilføre sin egen stil til den klassiske cowboy-film:

"Ved brug af stærke visuelle udtryksmidler, der både vidner om stor kærlighed til genren, som genrens to mestre, John Ford og Sergio Leone, tilføjer instruktøren et nordisk temperament…”, skriver Hollywood Reporters chefanmelder Todd McCarthy, der fremhæver Mads Mikkelsen, som han kalder 'den utroligt flotte og fysisk stærke Mads Mikkelsen, der leverer til fuld tilfredsstillelse'.

Varietys Peter Debruge betegner filmen som 'en stiliseret og storslået hævnfilm', og også det toneangivende britiske filmmagasin Empire er vild med både filmen og Danmarks internationale filmstjerne:

"The Salvation ser godt ud på papiret, men er endnu bedre, når man ser den på lærredet. Den er fantastisk autentisk, og Mads Mikkelsen er stålsat og god", skriver Damon Wise.

Kristian Levring fortryder absolut heller ikke valget af Mads Mikkelsen som filmens hovedrolle.

- Rollen er skrevet til Mads, og han bringer så meget til filmen. Han er en vidunderlig skuespiller, der trækker det hele op.

- Han er i stand til at udtrykke så meget med ganske enkle virkemidler. Og så er han simpelthen så disciplineret. Selvom han var langt den bedste i forvejen til at ride, så trænede han fire timer hver dag på en hesteryg for at blive helt perfekt. Og på den måde inspirerer han også alle de andre til at give noget mere, fortæller Kristian Levring, der kommer til Danmark i næste uge, for at deltage i den danske premiere, der finder sted i København torsdag d. 22 maj.  

Filmens manuskript er af Levring og Anders Thomas Jensen. 

Udover Mikkelsen medvirker blandt andet Mikael Persbrandt, Eva Green, Jeffrey Dean Morgan, Jonathan Pryce, samt sangerinden Nanna Øland (Oh Land) i sin filmdebut, og den franske ex-fodboldspiller Eric Cantona i en cameo-appearance.