Et skybrud har fredag morgen oversvømmet adskillige veje i København. Samtidig advarer politiet mod aquaplaning.

Efter det voldsomme skybrud fredag morgen er flere veje i København blevet oversvømmet. Det oplyser vagthavende ved Københavns Politi.

Både Tuborgvej ved Mindelunden og Lersø Park Allé er spærret af på grund af de store mængder vand, og ifølge politiet er der ude ved Ryparken fanget et par biler i vandet.

Se videoen: Regnen skaber oversvømmelser - mand 'fanget' i sin bil

Torden, hagl og kæmpe regnbyer: Stort grantræ væltede ned over varebil med bilist indeni

Derudover fortæller vagthavende, at der ved Tagensvej omkring Lygten er flere kloakdæksler, som er poppet op fra gadeplan grundet vandtrykket nedefra.

TV 2 Vejret skriver, at der på meget kort tid faldt mellem 10 og 20 millimeter regn i København fredag morgen. Særligt udsat har man været i Hellerup, hvor der blev målt 25 millimeter vand på en halv time.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Hos Københavns Politi oplyser man, at udsigten for resten af dagen er, at trafikken gerne skulle forløbe uden problemer, da regnskyllet skulle være overstået.

Vejdirektoratet skriver på Twitter kort før klokken 10, at »regnen er aftaget i Storkøbenhavn, men pas på, der kan stadig være risiko for aquaplaning.«