I den permafrosne jord i blandt andet Sibirien og Alaska har en dansk topforsker fundet svaret på gåden om de store pattedyrs uddøen efter sidste istid.
Fra Skandinavien over Sibirien til Alaska og det øvrige Nordamerika vandrede de i hobetal. Millioner af grandiose moskusokser, uldhårede næsehorn, vildheste og frem for alt mammutter. Mange steder var de så talrige, at de fik nutidens myldrende flokke af gnuer i Østafrika til at blegne i sammenligning.
De enorme bestande af denne såkaldte megafauna bestod i titusinder af år. Men i løbet af relativt kort tid forsvandt langt de fleste af dem for op mod 10.000 år siden.
I årtier har videnskaben diskuteret, om det var jagende mennesker, en stor naturkatastrofe eller klimaforandringer, der jog de store dyr i døden. Men nu mener den danske professor og ekspert i forhistorisk DNA Eske Willerslev, at han har fundet det primære svar på det centrale spørgsmål, skriver Berlingske.
»Billedet, der tegner sig, er, at klimaforandringer har haft en enorm betydning for de store dyrs uddøen. I enkelte tilfælde - og kun lokalt - har mennesker taget livet af dem. Men ellers var det klimaet og de tilhørende vegetationsforandringer, der var den store synder,« forklarer den internationalt anerkendte forsker, der netop har fået sit og sine kollegers forskningsresultat offentliggjort i tidsskriftet Nature.
Dokumentationen har Willerslev og hans team overvejende fundet i ikke færre end 242 boreprøver af permafrosne jordlag fra hele det nordlige polarområde - det vil sige fra blandt andet Sibirien, Svalbard og Alaska. Dertil kommer analyser af maveindhold fra otte permafrosne uldhårede mammutter, næsehorn og lignende.
I de frosne jordlag fandt forskerne analyserbart DNA fra planter, der var helt op til 50.000 år gamle. Men der var også DNA-rester af de store dyrs afføring. På den måde kunne de danne sig et temmelig præcist billede af, hvordan vegetationen og dermed de store dyrs fødeemne har ændret sig helt frem til for cirka 2.000 år siden.
»Den traditionelle opfattelse er, at landskaberne op til for ca. 25.000 år siden overvejende bestod af store græsstepper eller det, man kalder for mammutstepper. Men det er forkert,« siger Eske Willerslev til Berlingske
DNA-analyserne viser i stedet, at vegetationen og dermed kæmpedyrenes føde dengang var meget mere varieret og overvejende bestod af en lang række forskellige arter af blomstrende urter, der er væsentligt mere rige på protein end almindelige græsser.
For cirka 25.000 år siden begyndte istiden imidlertid at tage til i styrke. Isen bredte sig længere mod syd, temperaturen og nedbørsmængden faldt, og med det barskere klima forandrede plantelivet sig radikalt.
De næringsrige urter forsvandt stort set. Buske og græsser overtog landskaberne, og selv da temperaturen begyndte at stige for 10.000-12.000 år siden, forandrede vegetationen sig ikke nævneværdigt.
Og det var åbenbart mere, end megadyrene kunne klare. Efter i evigheder at have mæsket sig i urter, blev de reduceret så stærkt i antal af den væsentligt mere primitive føde, at adskillige af dem forsvandt for stedse.
»Man kan sige, at økosystemet bevægede sig ind i en ond cirkel. Selv om det blev varmere, vendte den oprindelige vegetation ikke tilbage. Mammutterne og de andre store dyr kunne ikke tilpasse sig, og det blev deres endeligt,« forklarer professoren.
Ifølge Eske Willerslev bærer det et budskab til os i nutiden. Hvis for eksempel den danske bøgeskov forsvinder som følge af den globale opvarmning, er det langt fra sikkert, at den naturligt vil vende tilbage, når det igen måtte blive koldere.
