Jonas Vingegaard styrtede så voldsomt under fjerde etape af Baskerlandet Rundt, at han fik ilt, blev iført halskrave og kørt væk i en ambulance.

Den dobbelte Tour-vinder så ud til at slå sig ganske voldsomt under mareridtsstyrtet, der sendte en lang række stjerner på afveje.

Brian Holm var en af dem, der sad foran skærmen, da ulykken indtraf.

»Som alle andre håbede jeg som det første, at det ikke var Jonas eller andre, man kender. Man håber jo ikke den slags sker for nogen, men først og fremmest er man jo kynisk,« lyder det fra den tidligere cykelrytter og mangeårige sportsdirektør.

»Derfor er chokket også større. Det er bestemt ikke rart.«

Med cirka 30 kilometer til mål blev et på papiret ufarligt sving til en knogleknuser, da både Jonas Vingegaard, men også stjerner som Primoz Roglic, Remco Evenepoel og Jay Vine styrtede voldsomt.

Danskeren så dog ud til at være en af de værst ramte i vanvidsstyrtet. I flere minutter lå han helt stille på jorden, inden man så ham i kontakt med en fra Visma-staben. Vingegaard bevægede blandt andet sin arm.

»Når man kan se ham bevæge arme og ben håber man på, at det ikke er så slemt. Det er trods alt et sundhedstegn,« lyder det fra Holm.

Team Visma har siden bekræftet, at Jonas Vingegaard er ved bevidsthed og bliver undersøgt på hospitalet.

Jonas Vingegaard vandt Baskerlandet Rundt i fjor.
Jonas Vingegaard vandt Baskerlandet Rundt i fjor. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Rytterne faldt som fluer i et sving på vej i en nedkørsel, hvor der blandt andet lå store sten og var en betonrende, de slog sig gevaldigt på.

Den voldsomme hændelse rejser selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvidt løbsledelsen ikke burde have gjort mere ud af sikkerheden i det pågældende sving, hvor mere end 10 ryttere styrtede.

Men ifølge Brian Holm er det svært at klandre hverken ryttere eller arrangører for styrtet.

»Jeg synes ikke, at nogen har skylden her. Rytterne kommer med for meget fart på. Det er simpelthen uheldigt, men hvis det ikke kan være der, så kan der ikke være cykelløb. Til gengæld kan man snakke om, hvorvidt der ikke skulle have været noget afspærring i forhold til betonudgravningen og de sten. Men svinget kan man ikke lave om på. Jeg synes ikke engang, det ser hasarderet ud, når de kører ind i det,« mener han.

»Havde jeg selv kørt det, havde jeg ikke haft nogen anelse om, at det var et farligt sving. Det ser meget regulært ud, og den bløde kurve ligner en, man har styr på. Der er ikke nogen blinde vinkler, men man fornemmer først svinget, når man er inde i det. Vejen ser ud til at snyde dem, og den virker glat. Den første, der ryger, er den med cyklen, der forsvinder, og hvis de andre bremser på en glat vej, så er fanden løs.«

Vingegaards voldsomme ulykke rejser selvfølgelig en række spørgsmål for danskerens kommende måneder, der selvsagt skulle kulminere med deltagelsen i Tour de France.

Men inden da går en del processer i gang på et cykelhold, forklarer Brian Holm.

»Først og fremmest bander og svovler man over, at det sker. Så skal man have hovedet på plads og håbe på, at man slipper med et brækket kraveben. Bagefter kommer dominoeffekten med rytternes program.«

»Rytterne er jo frygtløse, de tror aldrig, at der sker dem noget. Men når man er så gammel som jeg, så ved man, at ingen kører en karriere uden et grimt styrt. Det er i hvert fald de allerfærreste.«

Du kan følge det seneste fra Baskerlandet i LIVE-bloggen her.